Hej alle
Håber at alle har det godt. Jeg nyder min tur meget. Efter at have boet i Kina i næsten 5 år har jeg først nu indset, hvor stort og fantastisk landet i virkeligheden er. De travle kystnære udviklingsområder hvor jeg har boet, er en helt forskellig verden i forhold til det indre Kina hvor jeg rejser nu. Tingene her er meget mere afslappet. Der tales jo om Kinas tigerspring fremad – her har tigeren endnu ikke opdaget den er tiger, den går stadig og tror den er en skildpadde, så her er det skildpaddespring (? kan man det). Derudover er jeg ikke sikker på at størstedelen af indbyggerne i de rige omraader har et bedre liv – snarere tværtimod. Undtaget er dog ”the migrant workers” som forlader de fattige områder for at søge arbejde på fabrikker og byggepladser i den rige del af Kina – fuck de har det hårdt. På byggepladserne hvor jeg har færdes meget har de typisk en arbejdsdag på 12 timer 28 dage om måneden og 2-3 ugers ferie omkring kinesisk nytår hvor de rejser tilbage til landsbyen for at besøge familien. Tænk derudover på at meget bygningsarbejde er manuelt med skovl, hakke, manuelle hejseværker osv. De bor typisk i barakker eller telte tæt på byggepladsen – og hvad er der at lave der om aftenen andet end at drikke baijou (kinesisk rissnaps på 40-60% som kan købes meget billigt, men også meget dyrt. Prisen er vel fra 2-3 kroner pr liter til mange 1000 kr)
Ikke underligt at 35 årige ligner gutter på over 50.
Jeg er nu i Shaanxi hvor scenen ændrer sig fuldstændig, vejene er mere eller mindre tomme, bjergene er friske og grønne og himlen er blå. I hele kystzonen er himlen konstant grå af smog.
At leve som en Expat er på mange måder et let og beskyttet liv, på godt og ondt. Det er let at "slippe ud" det virkelige Kina og overvejende besøge vestlige restauranter og begivenheder. Nu er jeg på egen hånd og ikke har noget sikkert bur at søge ly i længere. Den gode nyhed er, at jeg virkelig nyder det.
Byerne jeg bor i nu, er rent kinesiske, ingen amerikansk fastfood, ingen kontinental morgenmad og ingen vesterlændinge, på nær mig. Det eneste jeg kan gøre er at lade det lokale miljø omfavne mig og nyde så meget som muligt – jeg bliver dog nok aldrig fanatisk tilhænger af kinesisk morgenmad.
Denne erfaring har virkelig ændret mit syn på Kina og forøget min fascination af dette smukke land, som det virkelig er, når du kommer udenfor de store industriområder.
Cyklingen går godt. Jeg kører i gennemsnit omkring 100 km/dag, hvilket er i henhold til planen i den nuværende fase af turen.
Min far døde pludselig under mit ophold i Hong Kong. Det er et stort tab og stadig svært for mig at acceptere og komme over, men man siger at tiden læger alle sår.
Min oprindelige plan var at køre fra Lanzhou syd til Lhasa i Tibet, men tiden i Danmark i forbindelse med begravelse osv. har desværre gjort dette urealistisk, jeg har simpelthen ikke tid nok. Jeg har derfor taget den vanskelige beslutning at udskyde min cykling i Tibet et stykke tid. Jeg har nu ialt ca. 12.000 km til DK, efter Tibet er taget ud af turen.
Dette er min første cykeltur med bagage på cyklen og mine bange anelser om hvordan det er at cykle op ad bakke, er opfyldt. Hele ekvipagen vejer vel også en 125 - 130 kg. Jeg selv er jo også knap så meget sylfide som sylfede. Hvad jeg ikke rigtig forventede, var den manglende bremsekraft når det så går ned igen, og for at gøre tingene endnu værre, var jeg nødt til at frakoble bagbremsen, fordi hjulet er begyndt at ekse lidt. Derfor har jeg her i Lanzhou opgraderet cyklen med nye hjul og skivebremser. Mr. Xu, min lokale cykelpusher fra Tianjin, var så hjælpsom at sende mig de nødvendige dele og jeg har fundet en meget god cykelshop her i Lanzhou som var fuldt ud i stand til at udføre opgaven med udskiftning.
Jeg har oplevet så mange gode ting, og mødt så mange søde mennesker, så det er svært at nævne nogen specifikke ting. Men to ting, vil jeg gerne fortælle om. Da jeg ankom til byen Fu Xian kunne jeg ikke finde noget hotel. Normalt finder jeg hoteller på min lille bil-gps, men ingen hoteller blev nævnt i denne by. To unge fyre gik ned fortovet, og da jeg spurgte dem, om at finde et hotel, svarede de mig på engelsk, hvilket var ganske overraskende. Vi snakkede lidt og de fortalte at de har en Oxford English skole og bad mig om at møde børnene den næste dag. Dette er passede fint i mine planer, for jeg havde allerede besluttet at blive en dag i denne by. Næste aften hentede fyrene tog mig på hotellet og fulgte mig til skolen. Jeg tror de var bange for, at jeg ville holde mig væk - hvilket jeg naturligvis ikke havde tænkt mig. Jeg havde en dejlig 1,5 time med børnene og fortalte dem om Danmark og især H.C. Andersen (som alle i Kina kender) og den lille havfrue som jo er i Shanghai i disse dage. Jeg blev inviteret til middag efter timen. Jeg var lidt nysgerrig omkring det faktum, at de fleste af de unge fyre foretrak at tale tysk og ikke engelsk. Deres engelsk var jo noget primitivt, lidt mærkeligt i betragtning af deres ejerskab af en engelsk skole. De fortalte mig, at de alle studerede tysk i Xian, og den engelske undervisning blev varetaget af nogle ansatte lærere - virkelig nogle fyre med energi og mod.
Den næste morgen tog jeg tilbage til skolen for at tage nogle billeder og blev fortalt, at skolen også havde en børnehave og om jeg ville tage derud og møde de små børn, før jeg tog afsted. Selvfølgelig, og endnu 1 time blev brugt med nogle meget rare, men noget generte børn.
Omvendte bjerge:
Jeg har aldrig set landskab som dette, der er et plateau i 1400 -1500 meters højde, men skåret igennem af utallige kløfter 300-400 meter dybe. Kløfterne er meget meget stejle, hvis du falder ud over kanten, så er der 300 meter til at tænke at det skulle du nok ikke have gjort. Når jeg skulle passere en af kløfterne var der 300-400 højdemeter ned og derefter det samme op igen, plateauet er forholdsvis fladt. Landskabet er helt fantastisk, stejle stejle bjergsider, og hvor det er muligt terrasser til dyrkning af hvede eller majs.
Jeg var nødt til at opgive at følge G309, vejen er tilsyneladende forsvundet, selvom det ifølge kortet er en hovedvej. Det havde regnet kraftigt stort set fra jeg kom til Fu Xian til jeg tog afsted. G309 var bare et langt mudderbælte – nogle gange måtte jeg bære cyklen igennem stræk på måske 100 meter i vand til knæene - træls. De lokale mente at det blev meget værre længere mod vest.
Jeg måtte derfor køre mod syd, hvilket forøgede rejsen til Lanzhou med en dag, det er ok da byerne imellem ligger perfekt med ca 100-120 km's afstand.
På vejen mødte jeg en lokal landmand, der bor i udgravede grotter i lerbjerget lige som mange andre, han inviterede mig til at se hans hjem. Grotter er ikke den rigtige betegnelse, det var faktisk 4 værelser (en grotte et værelse) hver på ca. 15-20 m2 med kang.
Kang er en platform som er meget brugt steder i Kina hvor det bliver koldt om vinteren. Kangen er bygget op af ler og er hul – om vinteren fungerer den som aftrækskanal fra et ildsted f.eks. i køkkenet. Om dagen bliver den udstyret med et bord med 20-30 lave ben og benyttet som opholdsplads ved måltider under håndarbejde til afslapning og om aftenen er den dejlig lun at kravle i når tæpperne er rullet ud, omend meget hård.
Den ene hule var fælleshulen med tv. Foran boligen var en ren og ordentlig gårdsplads afgrænset af en fin murstensmur til omverdenen. Folkene var meget venlige og bød på cigaretter og var stolte over at vise mig deres hjem.
Det hele var også meget pænt og rent og velholdt. Han fortalte at han havde bygget huset selv for 5-6 år siden, og det havde kostet ham RMB 10.000 (7500 kr) - inklusiv offentlig vandforsyning. Familien drev et landbrug ca. 2,6 ha jord i bjergene ved æsel og håndkraft – markerne/terasserne var for stejle og små til traktorer. Gårdspladsen var fyldt med hvede klar til salg, og der var hjemmelavet tofu til tørring i solen. Landmanden viste mig også nogle "tove" flettet af en krydderurt, der lugtede lidt ligesom lavendel. Han fortalte at det var godt for at holde myg væk, når der blev sat ild til.
De tilbød mig at bo så længe jeg ville gratis, men jeg valgte trods alt at fortsætte rejsen. Jeg mødte også sønnen af huset, der håbede at komme på universitetet næste år, i Suzhou. Hele familien, far mor og bedstemor var alle præget af det hårde arbejde der er nødvendigt for at holde det hele kørende, men alle syntes afslappede og glade for deres liv.
Dette var et lille nyhedsbrev fra mig, jeg har lige hentet min cykel og er klar til næste fase til Urumqi, et sted, der har fascineret mig lige siden jeg var barn da det er den by i verden med den længste distance til havet, så det er ingen badeferie dette her.
Hold kæden stram
Mvh
Jacob
