Af Mikkel Pagh
Selskov, Hillerød – det er søndag den 14. november 2004 og klokken er 10.
Det er et vidunderligt frostvejr og her vrimler med mennesker. 267 er vist det nøjagtige tal.
I SlushCup’en kører man en time plus den omgang man er i gang med.
Det er mit første løb på MTB, og med 87 kilo og kun halvanden måneds træning på cyklen har jeg ikke de store forventninger om placering.
Jeg har fundet en plads i første tredjedel af feltet og så går starten.
Der er mange som gerne vil frem inden vi når de smalle spor, så jeg holder mig i siden og bliver overhalet af rigtig mange ryttere.
Allerede på det første stykke kommer jeg op at hænge på en stub samtidig med et gearskift, og så må jeg af og sætte kæden på igen.
Ved starten af det første singletrack er der kø. Jeg trækker et nummer og venter på at det bliver min tur…det kan jo ikke være anderledes når man er så mange, og alle tager det med godt humør. På de første stigninger kniber det også med at få plads til at slingre op, men herefter begynder der allerede at blive luft imellem os.
Da jeg ikke har nået at køre en opvarmningsomgang, benytter jeg det lave tempo til at lære ruten at kende.
Personligt foretrækker jeg et spor hvor man uden at være akrobat har en rimelig chance for at køre (om ikke hele vejen så næsten) hele vejen rundt, og denne rute er rigtig god.
Første omgang tager knap 22 minutter, og jeg har ingen anelse om hvor langt tilbage i feltet jeg ligger. Men nu er der plads og tempoet bliver sat lidt op.
Halvvejs på anden omgang kommer de forreste sgu allerede bagfra.
Udover at de er skrækkelig hurtige er de også gode til at råbe at de kommer,
så jeg holder tungen lige i munden og passer på ikke at blive blæst omkuld i slipstrømmen..
Helt imod forventning er jeg ved at indhente en forankørende. Da vi når til en passage med mudder ryger hans ene sko ud af pedalen…og han råber… ”neeej…ikke nu…neeej…kom nu pedal….KOM NU!! Aaaajjjj…” og så ligger han der! Det er nu heller ikke nemt at styre igennem mudder for halv kraft. Jeg holder høfligt masken og kører videre.
Anden omgang er kørt på 18 minutter. Jeg øjner muligheden for at nå rundt igen inden der er gået en time, men har fået sidesting…det er sgu aldrig sket før på cykel…men jeg holder på så godt jeg kan.
Er efterhånden ved at nå op til en hunrytter, som igennem et stykke tid har ligget 75-100 meter foran. Samtidig kommer der igen nogen bagfra, og pludselig bliver der råbt ”GO’ RØV” !
Jeg kan ikke lade være med at gruble over om det mon er min eller hendes foran de mener?
Jacob Ipsen, som jeg længe har ligget i nærheden af sætter pludselig tempoet op og forsvinder ud af syne. På senere forespørgsel svarede Jacob høfligt at han da ikke havde øget tempoet….hvilket jo så må betyde at undertegnede var ved at gå kold..
Det lykkes alligevel at passere Polaruret ved tiden 59.22, og herefter går det fint igen. Kort inde på fjerde omgang kommer de forreste igen bagfra, så jeg fylder så lidt jeg kan.
Efterhånden kender man jo ruten, og så bliver man mere modig.
Her på sidste omgang er der rigtig god plads, så cyklen får lov at løbe på alle nedkørslerne. Lige før et sted hvor en træstamme ligger på tværs er der to som vil overhale samtidig, og på samme side. Den yderste skubber temmelig meget, så ham i midten ryger ned og banker hovedet ind i min sko.
Han er heldigvis ok, så jeg kører videre.
Det var i øvrigt det eneste eksempel på usportslig kørsel jeg så.
Ved den stejleste af nedkørslerne er jeg igen ved at blive indhentet, så jeg kaster cyklen udover den efterhånden temmelig oprevne skrænt. Det går også fint, men nede i bunden i et højresving er der nu så meget løs jord og grus at forhjulet forsvinder under mig, og jeg må ned. Hængende i luften spænder jeg pr. refleks alle fibrene - og slipper en vind omme agter.
Jeg beklager overfor en nydelig nærtstående kvindelig tilskuer, og må videre mod mål hvor jeg kan køre ind til en generel placering lige på den forkerte side af 200. Top 200 må jo så være målet i 2. afdeling…
