Den 1. maj 1960 afholdes så Bybjerg-Løbet, det der senere kom til at hedde Carmen-Løbet. Niplex-Løbet måtte man desværre skrinlægge.
Her i dette år har klubben 52 licensryttere, hvilket stadig er rekord for KCC.
Året efter får Nykøbing Sjælland sin egen cykle klub, hvortil flere af KCC medlemmerne skifter.
I disse første år afholder man bankospil for at tjene penge til klubkassen, og der afholdes baller, hvor navne som Dario Campeotto og Grethe & Jørgen Ingemann underholder.
Cyklecross er endnu ikke særlig udbredt, men vokser som sport op gennem 60'erne.
1965 er året, hvor Jens Anker Larsen bliver formand første gang.
Et navn der går igen i årene her er Willy Bechmann, der både som træner og som direktør for Carmen Curlers gjorde en stor indsats for klubben. Det var iøvrigt den nu afdøde Bechmann der senere fik ideen til La Santa Sport på Lanzerote.
Sidst i 60'erne får KCC sit første klublokale, nemlig på Teknisk Skole - det nuværende JUVI-klubben. Man køber også den første af en række klubbiler, der op gennem årene gav grå hår i hovedet hos bestyrelserne på grund af udgifter til reparationer.
I 70'erne begynder KCC's ryttere at deltage i udenlandske løb, og KCC har også deltagelse af udenlandske ryttere i Carmen-Løbet
KCC er arrangør for DM på landevej, på en rute hvor blandt andet Bøgebakken bliver forceret 11 gange.
Tissø Rundt ser også dagens lys, og bliver en stor økonomisk faktor for KCC
En af KCC's topryttere, Palle Andersen, vinder Danmark Rundt foran den danske elite, heriblandt flere professionelle ryttere.
I sidste halvdel af 70'erne opstår begrebet motionscykling. Således også i KCC, hvor motionisterne typisk var forældre til børn i cykleklubben. Motionisterne deltog talstærkt i motionsløb i både ind- og udland, eks. var klubturen til Vättern Rundt i Sverige en årlig tilbagevendende begivenhed.