Stor KCC-dag i Teglstrup Hegn

Årets Slush-finale blev afviklet i Teglstrup Hegn, på et 7 km langt ganske teknisk spor med et godt flow. Heldigvis var underlaget frosset godt til i de senere dage, ellers havde det været en forfærdelig gang pladder.
Alt i alt en hurtig rute med riller og spredt is som gav en del røvture blandt deltagerne.
 
I start 1 var der håb om et resultat fra Per, som nok missede sejren i vores Urban Slush pga. tekniske problemer.
Han lagde sig også pænt tilrette i førerfeltet på 7 ryttere, indtil 3. omgang hvor han lukkede op, fik et pænt hul og kunne som den første KCC-rytter køre i mål som vinder af start 1, og dermed Herre Motion.
Med sejren fik Per også lige akkurat sneget sig op på en 3. plads i det samlede klassement. Et imponerende resultat af en debutant, og det blver spændende at følge Per i Start 2 fremover.
 
I H60 lå vores 3 musketerer til at gøre rent bord, og de skuffede bestemt ikke. På den hurtige rute var Kaj i hopla, og han vandt klassen foran Fritz og Jens Anker som kæmpede til sidste cm.
Samlet var det Jens Anker der tog 1. pladsen foran Kaj og Fritz. De 2 sidstnævnte har begge misset en afdeling mere end Jens Anker, og det er dyrt når man kører i så skrap en klasse.
 
Den unge Hr. Jørgensen kom på podiet for anden gang i vinterens SlushCup, da han blev nr. 2 i U13. Samlet endte han lige udenfor det gode selskab på en 4. plads.
 
I start 2 var spændingen størst i H40, hvor både Jørgensen senior og Lars Eghoff fra Hareskoven kunne tage den samlede sejr. Kravet til skohandleren var en sejr, eller mindst 2 point mindre end Eghoff.
Ugerne op til løbet havde ikke været optimale træningsmæssigt, til gengæld lå ruten godt til ham. Michael lagde da også ud som lyn og torden, og tog 45 sekunder allerede på første omgang.
Han fik råbt tider flere steder på ruten, og da forspringet rundede 2 minutter efter 3 omgang gjaldt det herefter blot om at komme sikkert i mål. Michael vandt således sin 4. afdeling i år og dermed den 3. samlede klassesejr i SlushCup.
Cykelhandleren kom i mål som nr. 11 med blodet løbende ned over panden efter noget botanisering, og var faktisk kun 1½ minut fra 5. pladsen.
 
Ole Stahl og Michael Lassen lå inden sidste afdeling på henholdsvis 2. og 3. pladsen i den samlede stilling i H50, og det blev faktisk lidt for spændende. Ole røg på halen allerede på første omgang, og greb en anden rytter der landede ovenpå ham.
Noget medtaget kom han på cyklen igen, og fuldførte på en 8. plads lige efter Lassen. Ole reddede heldigvis sin samlede 2. plads, mens Hr. Lassen desværre gled ned af podiet.
 
Alt i alt en rigtig god dag, og vel nok den bedste SlushCup-sæson for Kalundborg CC gennem tiden.
 
Fra bestyrelsen skal der lyde et stort tilykke til at alle der har været på podiet i sæsonen, og ligeledes en stor tak til alle der har deltaget og vist vores nye klubtrøjer frem.
 
KCC Succes i Hareskoven
Søndag blev 5. afdeling af vinterens SlushCup traditionen tro kørt i Hareskoven, der viste sig temmelig fugtig efter den seneste måneds nedbør, men trods mudderet stadig en hurtig rute. Kalundborg Cykle Clubs ryttere var i hopla under disse forhold, og det afspejlede sig i antallet af podieplaceringer.

En af dem som er glad for Hareskoven er Skohandleren, der stillede op til endnu en tvekamp mod Lars Eghoff, der faktisk havde hjemmebanefordel. Jørgensen satte dog Eghoff eftertrykkeligt på plads, idet han var i mål hele 4½ minut foran konkurrenten, og iøvrigt som nr. 5 generelt.
Næstbedste KCC’er i H40 var Eske  på en 10. plads, og HD blev nr. 15.

I den samlede stilling i H40 er Michael stadig 2 point efter Eghoff der fører, og Jørgensen skal således vinde de sidste 2 afdelinger for at tage den samlede sejr.

I H50 gentog Ole Stahl og Michael Lassen succesen fra den foregående afdeling, ved at blive henholdsvis nr. 2 og 3 i H50. Her var Mads Bødker endnu engang urørlig som sejrherre.

H60 havde KCC’s 3 musketerer til start, og her lå Kaj til at vinde indtil sidste omgang, hvor han fik bøvl med kæden. Heldigvis blev det i familien, idet Fritz istedet vandt. Kaj måtte tage til takke med en 3. plads, og den 3. musketér Jens Anker blev nr. 4.

En af klubbens nyeste ryttere hedder Per Damgaard Hansen, og han viser virkelig gode takter. Således var han kun 35 sekunder fra sin første podieplacering, og det kan kun være et spørgsmål om tid før den kommer.

Slutteligt kørte Jørgensen Junior sig til en 4. plads i U13, og hans fremgang har resulteret i en udtagelse til en talentsamling for de helt unge ryttere.

6. afdeling køres den 3. februar, og her er det Kalundborg CC der blænder op for en gentagelse af Urban-løbet, hvor rytterne skal dyste på en rute i Kalundborg centrum.


En af de bedste sæsoner nogensinde for KCC i Slushcup er slut..
 
 ..og som tidligere skrevet fik Kalundborg CC 2 samlede vindere i Michael og Jens Anker. Faktisk blev Michael også nr. 2 samlet overall, idet Sebastian Fini ikke var til start i finalen.

Løbet blev kørt i Rude Skov på en ganske spændende rute, hvor man tydeligt havde fordel af noget lokalkendskab. Ikke desto mindre ryddede vores 3 musketerer bordet igen-igen, og indtog podiet med Jens Anker øverst, foran Fritz og Kaj, og det samlede resultat i H60 var identisk.

I Herre Motion var Rene og Michael L. hurtigst på hhv. 18. og 19. pladsen med få sekunders mellemrum, og Frederik blev 5'er i U11.

I Start 2 var Michael J. ikke til start, så i hans fravær var Lorentsen bedste KCC'er med en 12. plads i Herre klasssen. I H40 var H.D. i mål som nr. 13 kort før Eske, og Ole Stahl placerede sig imellem dem på vej mod endnu en podieplads som nr. 3 i H50, og dermed cementerede han også sin 3. plads i den samlede stilling.

Alt i alt et fantastisk år for den næstestørste klub i Slushcup'en, og endnu engang stort tillykke til Jens Anker og Mickael for deres samlede sejre, og til Ole Stahl for 3. pladsen!

 

Michael og Jens Anker samlede vindere i SlushCup'en! 
 
 

Weekenden bød på 6. afdeling af SlushCup, der ligesom vores eget løb sidste år blev kørt i Urban-style - denne gang i Næstved centrum.
Ruten var 4,5 km lang, og bød på flere stigninger, masser af sving, trapper både op og ned samt kunstige hop der var placeret på Næstved Torv.

Fra Pingel MTB Race & Fun var der gjort et fantastisk flot stykke arbejde, og Næstved var stort set pakket ind i minestrimmel.

Først og fremmest viste Jørgensen endnu engang at han er skarp, da han var næsthurtigst af alle og blev en suveræn vinder af H40 klassen.
Han
 strøg fra starten afsted sammen med Sebastian Fini fra DMK, og de 2 fulgtes hele vejen til mål hvor den unge rytter trak det længste strå.
Dermed sikrede Michael sig for anden gang den samlede sejr i SlushCup. Vores tidligere vereld kampeon Henrik
 og Eske kørte sig i top 10 i klasssen.

Yngste Jørgensen var i hopla på den krøllede rute og kom først i mål i U13 klassen, men på grund rod med startboksen måtte han dele øverste trin på præmieskamlen med en rytter fra Tisvilde.

I H60 var der endnu engang stryg fra vores 3 chefer, Fritz, Jens Anker og Kaj,  som indtog præmieskamlen i nævnte rækkefølge, på trods af at Jens Anker knak kæden og Kaj punkterede.
Slushmeister har ikke dømt Jens Anker som samlet vinder endnu, men ifølge redaktionens beregninger kan hans føring ikke hentes,
Iøvrigt sætter
 de 3 sig under alle omstændigheder også på det samlede præmiepodie.

I Herreklassen viste Lorentsen tænder og blev nr. 3, få sekunder fra andenpladsen. Truelsen og Jesper W. blev henholdsvis nr. 10 og 12, førstnævnte kun en placering generelt fra at komme med i elitestarten.

Ole Stahl viste igen hvor formstabil han er, da han endnu engang blev nr. 3 i H50. Denne placering er også sikret i de samlede regnskab, selvom der resterer en afdeling.

Kalundborg CC’s eneste kvindelige Slush-rytter Helle Werth, blev nr. 5 i Dame motion, kun godt et minut fra at komme på podiet.

I den afsluttende elitestart, hvor de 20 hurtigste herrer og 3 hurtigste kvinder skulle køre 15 minutter på en kun 800 meter lang rute, havde vi Michael, Lorentsen og Henrik D. med. Her var Michael igen med helt fremme, men på grund af de rigtig mange sving og en alt andet lige noget højere kampvægt, måtte han strække våben og tage til takke med en 3. plads efter Sebastian Fini og Mads Pedersen fra Holbæk.

Som om det ikke var nok, vandt Kalundborg CC også holdkonkurrencen i start 2. Alt i alt en af de mest succesfulde SlushCup afdelinger for os nogensinde. 

 

SlushCup 5. afdeling

De seneste dages tørvejr og lave temperaturer havde gjort ruten tør, hård og rigtig hurtig, op til søndagens afdeling af SlushCup i Hareskoven.

Et underlag der passede Michael rigtig godt. Han lå inden dagens løb på en samlet førsteplads i H40, som han dog delte med Lars Eghoff fra Hareskoven. Denne havde i de sidste 2 afdelinger slået Michael, der siden har forberedt sig meget målrettet til de afgørende løb.
Lars Eghoff var desværre ikke til start, og så udeblev dramaet. Skidt for tilskuerne og for løbet, da Michael var fuldstændig suveræn i H40. Han blev endda nr. 3 generelt, og det var reelt kun den regerende Danmarksmester Benjamin Justesen der ku' sætte Hr. Jørgensen af.
Samlet er Michael nu 1’er, og han kan sikre sig den endelige sejr i H40 hvis han vinder 6. afdeling i Næstved om 3 uger.
Vores forhenværende champion du monde Henrik blev nr. 8, ligeledes i H40. Han er i god form, men har hidtil måttet kigge langt efter det vintervejr der kan give et spor hvor han virkelig kan gøre en forskel. På en fin 15. plads kom Eske med de store hjul i mål. Ingen tvivl om at en så hurtig rute er guf for en 29". På de øvrige KCC-placeringer i H40 kan man se at den hurtige rute gav en lidt anderledes rækkefølge end vi ser normalt.

Jens Anker vandt endnu en klassesejr, med Kaj på andenpladsen. Der var dog ikke rent bord denne gang, idet Fritz blev nr. 4. 

I H50 var den podie-klæberen Ole Stahl i mål på 3. pladsen. Det er også hans placering i den samlede stilling, og det skal gå meget galt hvis han ikke skal holde denne plads i de sidste 2 afdelinger.

I Herre Motion med 128 deltagere, var hurtigste KCC’er René Gauguin på en 7. plads, og kun godt et minut efter var Michael Lassen i mål som nr. 11. Hr. Lassen har vist meget stor fremgang henover sæsonen, og det er værd at bemærke at han trods mere end 50 år på bagen kan køre fra mange yngre ryttere i denne klasse.

Jan Lorentsen lå efter 2 omgange tæt på top 10 i Herreklassen, men han måtte efter en punktering på 3. omgang tage til takke med en 18. plads. Godt minutter efter var Jesper Westy i mål som nr. 28 med Truelsen lige i baghjulet.

Frederik var til start i U13 og blev nummer 5. Redaktionen har ikke talt med Frederik, men omgangstiderne lugter lidt af mekaniske problemer.

4 afdeling af Slushcup 2011. 

   
  
I H60 var den arrangerende klubs hurtige Finn Postma ikke til start, så det blev Hatrick til Kalundborg CC, som det også gjorde ved sidste afdeling. Dog byttede de 3 musketerer lidt rundt så det i dag blev Kaj Jensen der vandt foran Jens Anker Larsen og Fritz Eriksen. Det kan godt gå hen at blive tæt løb om pokalen i H60, som nogen mener skal hedder U70!
 
 
I H50 var Mads Bødker (T-Bikes) ikke til start, hvilket er rigtigt populært i klassen. I hans fravær var det Kalundborgs Ole Stahl Nielsen der tog sejren og dermed sin førte topplacering i årets Slushcup. Ole blev fulgt til dørs af et par DMK’er nemlig Carl Michael Brammer og Poul Erik Laub Christensen. Det er dog stadigt Mads der fører sammenlagt, men nu har han brugt sin fratrækker…
            
I H40 bliver der også givet fuld gas. Det var de to duellanter fra de 2 første afdelinger der igen kæmpede om sejren; Lars Eghoff (Harskoven Cykler) og Michael Jørgensen (Kalundborg CC). I dag var det Lars der var den stærkeste og slog Michael med et ca minut. De 2 skal nok få det sjovt i resten af cuppen og blev i dag nummer 4 og 7 overall – så det går stærkt. Dagens nummer 3 blev også en gentagelse fra sidst idet Jens Seeberg igen tog tredjepladsen sikkert.  

2 afdeling af Slushcup 2011.

       
 
 
           
 
I H60 klassen fik Kalundborg CC endnu engang et rent podie, idet de 3 musketerer fra klubben; Jens Anker Larsen, Fritz Eriksen og Kaj Jensen to sig af 1, 2 og 3. pladsen. Deres evige rival Finn Postma nåede kun at kører 2 omgange før et smerteligt sammenstød med jorden gjorde en ende på Finns løb og han måtte kører i pit, så nu ligger Finn og Jens Anker lige med hver en sejr. De skal nok få det sjovt i de sidste 5 afdelinger.   
 
 
 
I H50er det lidt svært for de andre at gøre noget ved Mads Bødker (T-Bikes), der er meget stærkt kørende. Han blev nummer 12 af alle og vandt med ca 6 minutter ned til Martin Hirsch (ride4fun) som yderligere havde 3 minutter ned til Kalundborgs Ole Stahl Nielsen. De 2 første endte således som ved første afdeling, men Ole fik sin første tur på podiet i år og med den fantastiske støtte Kalundborg rytterne giver hinanden kunne der godt komme flere podiepladser til Ole!
 
  
 
   
I H40 blev der også kørt stærkt – rigtigt stærkt. Michael Jørgensen fra Kalundborg CC var i særdeleshed hurtig. Han lå længe med frontgruppen og de var kun til allersidst at han måtte slippe – og det blev til en samlet 4. plads af alle og en klar sejr i H40 med 1:24 ned til Lars Eghoff. Nummer 3 blev endnu en ny mand på podiet, idet Jens Seeberg (BWSC Idrætsklub) sikrede sig tredjepladsen 4 sekunder foran Keld Pedersen (Hareskov Cykler). Michael Jørgensen virker meget stærk i år og styrer mod sin anden samlede sejr i Slushcup, men der er langt igen og der kan ske meget endnu!
Dagens sidste vinder…og måske den mest glade…var Niels Ellerup Pedersen fra Kalundborg CC. Han var nemlig den glade vinder af et Gavekort fra Club La Santa på 5.500 kr!
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
SlushCup 10 blev skudt igang i Ganløse
 
26 af klubbens ryttere kom fint fra start i årets Slush Cup, som blev indledt søndag med den traditionelle enkeltstart - denne gang i Ganløse Eged.
Ruten på 6,5 km var delt op i et teknisk stykke med mange rødder og sving, og et tonserstykke, hvor kæden skulle holdes stram.
 
Hurtigste KCC'er var ikke uventet Skohandleren, som var næsthurtigst
af alle de ca. 400 deltagere. Tiden rakte selvfølgelig til en sejr i H40 klassen, og den eneste der slog ham var iøvrigt Casper Saltoft fra T-Bikes.
Cykelhandleren fik også testet benene og kørte sig til en 12. plads i H40. Helt ok, Henriks form taget i betragtning, og han hentede nok en del på det tekniske stykke. I samme klasse fik Eske testet sin nye 29" Stumpjumper, og indtil vi har glemt det igen må han lide den tort at blive kaldt "Pariser-Eske"...
 

Ellerup for fuld skrald mod mål..
 
I H60 besatte vores 3 musketerer Jens Anker, Fritz og Kaj henholdsvis 2, 3. og 4. pladsen. Men som de siger om Finn Postma fra Hjortekær MTB som vandt; "han er jo en ung fyr på kun 61 år". Finn bliver en hård nød at knække, da han plejer at være hurtig uanset hvilken type rute der køres på.
 
I Dame motion havde vi vores første deltager nogensinde til start, og med bravour, idet Helle Werth fik en flot 4. plads. Helle er kommet ind i klubben via MTB-skolen, så Eske må ha' gjort noget rigtigt..
Hun blev faktisk kaldt på podiet for en 3. plads, men der viste sig senere at være sket en fejl i regnskabet. Der var dog ikke langt op til en rigtig podieplads, så det bliver spændende at følge Helle i de næste afdelinger.
 
I H50 var Ole Stahl rigtig stækt kørende, indtil han punkterede på 3. omgang. Det kostede omkring 5 minutter, og det der lignede en sikker 3. plads blev vekslet med en plads som nr. 6.
 
Frederik havde sin debut i U13 klassen, men måtte på grund af mekaniske problemer - kæden faldt af 4 gange - nøjes med en 6. plads. Der er stor forskel på drengene i denne klasse, og vinderen af klassen er regerende danmarksmester. Det må være et incitament til hård træning..
 
I Herreklassen var hurtigste KCC'er Lorentsen, med en plads som nr. 19, og han blev fulgt af Steffen Wieth og Truelsen indenfor få minutter. Bedste placeringer i Herre Motion stod Rene Gauguin og Michael Lassen for, med henholdsvis en 12. og en 16. plads.

 

Flot KCC-afslutning på SlushCup'en

Af Mikkel Pagh

På et tørt og faktisk ret støvet spor i Rude Skov, blev syvende og sidste afdeling af vinterens SlushCup kørt søndag. Ruten var 9 km lang og med lange stræk på brede stier, kombineret med krævende opkørsler og tekniske nedkørsler.
Alt i alt en tonser-rute som tilgodeså temporytterne, men til glæde for alle fordi man efter mange afdelinger med sne gerne vil køre stærkt på cykel.

I start 1 var det store spørgsmål, om Fritz kunne holde sin samlede føring og tage vandrepokalen i H60 klassen med hjem.
Kravet var en andenplads, eller ihvertfald en placering umiddelbart efter sin værste konkurrent, Finn Postma fra CK Kronborg.
Det viste sig da også hurtigt at det var mellem disse to, at dagens afdeling skulle afgøres. De lange tempostræk blev afgørende, idet Finn her satte et tempo som ingen kunne følge. Fritz koncentrerede sig herefter om at holde sin andenplads,
hvilket lykkedes med et halvt minuts forspring til Jens Anker, som tog den sidste plads på podiet. Kaj punkterede efter første omgang, og valgte herefter at spare kræfterne til en længere sightseeing i det nordsjællandske..
Dermed vandt Fritz for første gang den samlede sejr i H60, hvor også Jens Anker var på skamlen med en samlet 3. plads.

Jan Appelrod og undertegnede deltog i motionsklassen, og placerede sig pænt midt i pøbelen.

I start 2 var der ligeså stor spænding omkring det samlede udfald i H50 klassen. Ole Stahl kunne nemlig stadig nå en 2. plads på podiet, og den mulighed var han ikke sen til at udnytte. Den samlede vinder, Mads Bødker, var til MTB-løb i Spanien, og i hans fravær tog Ole endnu en flot sejr, og dermed cementerede han den samlede andenplads.


Derudover deltog Kristian og Finn i H40, samt Claus og René i herreklassen.

 
Set og hørt i Teglstrup hegn.

 Af Jan Appelrod

Ved dagens 4. afdeling af Slushcup viste naturen sig fra sin absolut bedste side og bød på let frost i et snedækket landskab som fra morgenstunden var krydret med strålende solskin fra en skyfri himmel.

Klubben var fint repræsenteret ved begge starter.
Efter start 1 kunne Frederik Jørgensen lade sig hylde på podiets 3. plads i U11.
Ruten og forholdene passende Fritz Eriksen bedre end i den foregående afdeling, og Fritz kunne med tilfredshed og naturligvis fuldt fortjent indtage øverste podieplads. Jens Anker glippede podiet denne gang, efter eget udsagn med under en meter op til 3. pladsen. Kaj Jensen havde lidt problemer med mavesyre under løbet. Kaj mente, at det muligvis kunne skyldes "noget" han havde indtaget nytårsaften. Skriverkarlen selv måtte gøre anden omgang færdig på gåben efter defekt.
Forsyningsteltet bød på en brandvarm og spicy "chili con carne" med ris, som blev nydt, mens vi fra sidelinjen kunne følge rødderne i start 2.
Markus valgte efter defekt på en klampe, at gøre os selskab. Ruten som bød på bred og glat vej, samt fint singletrack passede tilsyneladende Michael Jørgensen, som på trods af, at han kom i mål kørende på en punktering, var mere end et minut foran nummer to i sin klasse. Dermed endnu en KCC'er øverst på podiet. Ole Stahl er ikke til at bide skeer med i øjeblikket, for Ole lynede igen og vandt sin klasse. KCC øverst på podiet igen, igen.
Kristian og Eske gav samstemmende udtryk for deres begejstring over ruten, som passede de to BMX'ere rigtigt fint.

Under lodtrækningen kunne bl.a. Frederik, Eske og Kaj træde frem og hente præmier. Dette foregik, ligesom ved podieplaceringerne, med stor opbakning fra de mange tilstedeværende KCC'ere. Så mente de omkringstående, med et glimt i øjet, at nu var det vist tid, at Kalundborg-drengene kørte, hvis vi skulle nå hjem inden det blev mørkt, samt at vi havde fået hvad som tilkom os i denne omgang. De kan vente sig til vi er på hjemmebane !

Link til Jans billeder her


Sejr til Frederik Jørgensen i Slushcup

Af Mikkel Pagh
 
I weekenden kørtes 3. afdeling af Slushcup i bjerge af sne på en rute i Grib Skov. Redaktionens kilder melder at der måtte løbes rigtig meget på den 6 km lange rute.
Frederik Jørgensen viste at han er rigtig hurtig på sådan et underlag, idet han med et meget stort forspring vandt U11 klassen foran de ryttere der gang efter gang indtager podiet.
Man kan vel kun ærgre sig over at Frederik ikke er tilmeldt hele serien.
 
 
I H60 var Jens Anker den eneste musketer der kom på skamlen på en 3. plads.
Kaj var i mål kort efter som nr 4, hvorefter der var et større hul ned til Fritz på 5. pladsen. Et bevis på at d'herrer har deres forcer på forskellige underlag.
 
Marcus Bønlykke ramte - vistnok for første gang - podiet i U17, da han efter et flot løb blev nr. 2, kun slået af Mads Pedersen fra Holbæk.
 
Og så var der lige Ole igen-igen Stahl, som har fået en god vane med at tage præmier i Slushcup. Denne gang en 3. plads, kun slået med få sekunder af nr. 2.
 
Se også fotos taget af AP (Appelrod Press) her
 
 
KCC's 3 musketerer dominerede i Tyskerplantagen

Af Mikkel Pagh

I søndagens 2. afdeling var teknik og mange års erfaring en klar fordel, idet føret var krævende med høj sne. Godt nok var ruten kørt til med en bæltedrevet ATV, men underlaget var sine steder svært at komme igennem.
Selvom de 3 herrer nåede at køre forkert sammen med en del af feltet, kom de stærkt tilbage, og besatte 1.- 2. og 3. pladsen i H60.
Fritz slog Kaj i spurten, og Jens Anker var i mål blot 22 sekunder efter.