Af Mikkel Pagh
Familiens årlige charterferie skulle denne gang gå til Tenerife, og jeg havde i den forbindelse undersøgt muligheden for, for første gang, at prøve kræfter med et rigtigt bjerg. En venlig herre fra Jylland sendte mig en mail med ruteplan og lidt praktiske oplysninger.
Ruten gik fra Los Cristianos på sydsiden op til El Retamar i 2100 meters højde.
En stigning på 36 km med knap 6% i snit.
De som har været der, vil vide at man kan fortsætte videre ned i et mere fladt landskab (nationalparken Las Canadas), hvori vulkanen El Teide ligger.
Før afrejsen den lørdag d. 27/11, måtte jeg dog opgive at tage min cykel med, grundet pladsmangel, da vores datter på 7 måneder jo også skulle have sin barnevogn og andre spændende sager med. I samme ombæring valgte jeg cykelsko og hjelmen fra, og medbragte kun det allermest påkrævede; Cykeltøj, handsker og en vindjakke. Jeg håbede så at kunne leje en cykel dernede, men fandt dog intet på nettet inden vi skulle afsted.
Om mandagen lejede vi en bil og kørte op til Teide. Det er i sandhed et barskt terræn. Vi så kun en enkelt cyklist på vej op, han lignede til gengæld en prof, omend jeg ikke kunne genkende trøjen.
Onsdag aften var det så lykkedes mig at finde en cykeludlejer, men uha...det var et sørgeligt udvalg. Jeg endte med at trille afsted på en gammel ridset Univega mountainbike med nogle grove og møre dæk, men valgte at se det som en ekstra udfordring. Der var jo så til gengæld nogle lave gear, hvis den skulle vise sig umulig at drive frem..
Inden jeg via strandpromenaden var nået hjem til hotellet, var jeg godt øm et vist sted, da sadelspidsen pegede temmelig meget opad.
Af frygt for klunkekompot, fik jeg fat i hotellets servicemedarbejder som lånte mig værktøj til at justere sadlen. Samtidig afmonterede jeg de gammeldags tåclips, som sad på pedalerne. De passede ikke så godt til mine sandaler, som jo skulle agere cykelsko.
Torsdag, om morgenen efter en solid gang müsli, kørte jeg afsted, og det gik opad fra første meter.
Jeg havde egentlig ingen forventning om at nå særlig langt op, dels på grund af cyklen, og dels fordi det jo kun var 4 måneder siden jeg startede med at cykle igen.
Men jeg fandt hurtigt en fin rytme, og bestemte mig for at jeg ville forsøge at nå Vilaflor, som er Spaniens højest beliggende landsby.
En del af vejen er asfalten temmelig hullet og ujævn. Selv på de her ballondæk var det lige før jeg savnede et nyrebælte. Udsigten fejlede til gengæld ikke noget, sikke dog et syn, selv efter få kilometer.
Jeg nåede Vilaflor efter 2,5 time og 23 kilometer, og satte mig på en cafe med en halv liter cola. Alt det vand som jeg havde fyldt lommerne med var sluppet op få kilometer inden, så det passede fint.
Benene var stadig ok, så efter 10 minutters pause fortsatte jeg, bare for at se hvor højt jeg ku' nå.
Nu fik stigningerne lige en ekstra tand. Det er et utroligt syn at køre i disse hårnålesving, her kan man virkelig se hvor hurtigt man kommer opad.
1 kilometer efter Vilaflor blev jeg overhalet af en meget professionelt udseende rytter, som kiggede noget forundret på min cykel og rystede på hovedet.
Han forsvandt hurtigt ud af syne.
Af en eller anden grund havde jeg på bilturen glemt at notere mig hvor langt der var fra Vilaflor til El Retamar, og havde heller ikke kigget særlig meget på kilometerskiltene, så da jeg på et tidspunkt drejde ind på en stor udsigts-holdeplads, havde jeg ingen ide om hvor langt op der stadig var.
Jeg skal også ærligt erkende at jeg var lige ved at vende om. Det var blevet ret køligt, benene var efterhånden begyndt at blive tunge, og da vores datter var blevet forkølet og umulig, vidste jeg at fruen gerne ville have mig hjem så hurtigt som muligt.
Heldigvis er man jo lidt egoistisk, og giver helst heller ikke så let op, så jeg hoppede på cyklen igen, gav den en mølle mere bagpå, og trådte alt hvad jeg kunne. Det er som om man får ekstra krudt når man er ved at have gennemført noget. Jeg fik tilbagelagt yderligere 6 kilometer, nåede op over skyerne og stod endelig på toppen ved El Retamar efter 4 timer i sadlen.
Svært stolt af mig selv tog jeg lidt billeder, tog vindjakken på og vendte cyklen.
På grund af modstanden i de grove dæk gik det ikke særlig stærkt nedad.
Jeg tror ikke jeg på noget tidspunkt var meget over 40 km/t, men godt det samme, for jeg havde jo ingen hjelm på og jeg frøs ganske forskrækkeligt.
Det blev dog hurtigt varmere, og allerede kort efter Vilaflor havde jeg kontakt til mine fingre igen. Her, hvor asfalten var allerværst, blev jeg overhalet af ham som havde passeret mig på opturen. Han kørte med regulær dødsforagt i høj fart ned gennem hårnålesving med løse sten og ujævnheder. Jeg har aldrig set noget lignende. Sad endda og repeterede førstehjælp inde i hovedet i forventning om at finde ham forslået i grøften længere nede. Men han må ha' haft styr på det, for jeg så ham ikke mere.
Turen ned tog en time, jeg var træt som et plejehjem resten af dagen, men også en meget stor oplevelse rigere.
