Af JimDurain
Så har vi været på tur igen, denne gang til den spanske del af Pyrenæerne, og så på MTB.
Turen var arrangeret af Holger Danske bustrafik, et efterhånden velkendt og velrenommeret busselskab, der har en del cykelrejser på programmet, og nu altså også en MTB-tur til Spanien. Turen var lidt af en pionertur for firmaet, og var egentlig kommet i stand sammen med Dan Frost og Johnny Weltz, der sidste år kørte en tilsvarende tur.
Vi var ca. 28 ryttere, der deltog i turen og truppen var en blanding af licensryttere og motionister, med et klart motionistflertal.
Turen startede i Roskilde kl. 5.00 om morgenen, hvor vi skulle mødes på stationen, pakke cykler og så afsted mod Mulhouse i Frankrig, hvor vi skulle overnatte. Der var lidt problemer med at få cyklerne på plads i traileren, der var bygget til landevejscykler med smallere styr end dem på MTB. Vi klarede den ved at dreje styrene på nogle af cyklerne.
Efter en lang dags rejse mod nat, ankom vi til Mullhouse, fik aftensmad og overnattede på et dejligt hotel. Sikken en feriestartdag.
Afsted kl. 6.00 om morgenen og så ellers bare sydpå mod Spanien. Vi skulle efter planen ankomme til Roses i Spanien omkring kl. 20.00, og det lykkedes faktisk meget godt. De første indtryk af Pyrenæerne var meget positive, for det første var det jo mægtigt flot, pæn stejlt og temperaturen var tæt på de 20 °C. Sikken en busdag.
Etape 1
Op kl. 7.00 med de store forventninger, nu skulle vi endelig op på cyklerne.
Vi stod op til en blæsende solskinsdag, hvor temperaturen sneg sig op omkring de 20-22 °C.
Efter at have handlet lidt ind, kørte vi med bussen til havnebyen La Selva, hvor vi skulle mødes med Johnny Weltz. Det lykkedes også og efter en del ventetid, der næsten ikke var til at holde ud, kom truppen afsted. Hans og jeg var kørt lidt den anden vej, pga. vores utålmodighed, hvilket var lige ved at resultere i at vi blev væk fra de andre, inden for den første kilometer. På de næste 5 kilometer fik vi en lille forsmag af, hvad der ventede forude. Vi kørte på en mindre grusvej, der steg langs en mindre bjergvæg, med sten og klippestykke på vejen, så man skulle flere steder have teknikken i orden. Efter disse 5 kilometer, var der faktisk flere småuheld. En knækket saddelbolt, en knækket kæde og et mindre styrt. Vi fik dog repareret cyklerne og armen og kom langt om længe videre. Indtil middag gik det på asfalt langs en meget smuk kystvej i korte rør, hen mod bussen, hvor vi skulle indtage frokost. Efter frokosten gik det så off-road, det var jo det vi kom herned for og efter nogle kilometer kom stigningerne også, nu var vi i bjergene.
Resten af dagen bød på flot vejr, flotte landskaber og vi var bare tilfredse, dette var MTB-livet sydpå. Dagen sluttede med en nedkørsel på 5 km. til et meget hyggeligt hotel, der tidligere havdefungeret som kraftværk. Sikken en vidunderlig dag.
Etape 2
Det fugtede lidt næste morgen, men temperaturen var OK. Vi startede med at køre i et skov- og bjergrigt terræn, her kunne man sagtens blive væk, så vi var taknemmelig for vores to guider Miguel og Chevy, samt Johnnys melpose, der blev brugt hver gang, der var alternative ruter.
På dagens første vilde nedkørsel, over klipper og sten, var der et par dæk, der flækkede. De blev dog lappet og vi kørte videre. Efter yderligere nogle kilometer på asfalt gik ruten ind over et bjerg, hvor der var en god stigning over ca. 12 km, på grusvej. På denne stigning gik der lidt cykelløb i det og specielt de sidste 3-4 km. var meget stejle og teknisk svære. Det lykkedes at komme op på toppen og pludselig kom solen igennem. Den varmer altså i Spanien, selv den 1. november.
Fra toppen havde vi en krævende nedkørsel på ca. 15 km. Nedkørslerne her var temmelig stejle, så det er bydende nødvendigt at bremse regelmæssigt, og holde en kontrolleret fart. Pludselig er der et sving, og du kører altså på klipper, sten og grus.
Længere nede af bjerget fik vi nogle fantastiske udsigter, og nede i dalen, ved en historisk gammel stenbro over en flod, havde Fru Weltz gratis uddeling af supertoast og muffins, lækkert. Nu var der ca. 25 km til hotellet, og vi fik at vide at de sidste 10-15 km. steg helt op til hvor vi skulle bo, så her kunne man bare køre til. Der blev kørt cykelløb, da det begyndte at stige og jeg fik lagt hårdt ud og lå i front. Efter 15 km. begyndte jeg desperat at kigge mig om efter hotellet, men det var totalt øde her. Efter yderligere 5 km. kunne jeg pludselig se Claus Jensen og Max fra Hvidovre bag mig, og jeg havde bare ikke mere at køre med, hvor fanden er det hotel. 500 meter før toppen kører først Claus og så Max forbi mig, de havde disponeret noget klogere end jeg selv.
De sidste 8 km. var fysisk og psykisk hårde, da vi troede der var 15 og ikke 23 km. Denne dag var det koldt til sidst, solen var ved at forsvinde bag bjergene jeg kørte stadig i korte rør. Efter en afpudsning af de smattede cykler, fandt vi vores værelse og fik et fortjent bad.
Sikken en sindsyg hård dag.
Etape 3
Denne dag blev egentlig ikke en rigtigt cykeletape, men den var nu hård nok. Det startede allerede om natten, hvor jeg havde ondt i maven, sikke noget lort. Da jeg stod op og gik på toilettet tog det mig ca. 20 sek. at tømme mine tarme totalt og aldeles. Vi var blevet syge. Det havde ramt ca. 7-8 stykker, deriblandt Claus og jeg. Hans og Jesper klarede frisag og kunne cykle. De ”ramte” kørte med bussen til Super Molina (Etapemål i Vueltaen i år), hvor de ”ikke ramte” havde måske turens flotteste etape i strålende solskin i de høje smukke bjerge. Claus og jeg sov stort set hele dagen og åd 10 ml. yoghurt.
Sikken en lortedag.
Etape 4
Vi var på benene igen, måske ikke topfriske, men vi ville cykle. Sygdommen havde spredt sig i løbetaf natten så nu var der nye ”ramte”. Enten var det maden eller også var det en omgangssyge.
Dan Frost lå faktisk med feber i to dage. Denne dag skulle have været konge-etapen, men den blev kortet af pga. sne på bjergtoppene i 2500 m. højde.
Godt nok for Claus og jeg, men specielt Hans var uilfreds, og han havde jo ret, vi var kommet derned for at cykle. Ruten bød på ca. 20 km. opkørsel til omkring 1900 m. højde.
Heroppe var det koldt og bart, men barsk og smukt. Vi husker formentlig specielt nedkørslen, der gik ned af klippestier og krydsende over små floder eller vandløb. En krævende tur, bestemt.
Om aftenen skulle vi overnatte i en lille bjerglandsby fra 1200-tallet. Utroligt idyllisk.
Her underholdte Johnny med en forkortet livshistorie og svarede på mange gode spørgsmål om cykling. Sikken en barsk dag.
Etape 5
Denne dag skulle vi til Andorra, målet for vores tur. Men inden da skulle vi igen over et pas på omkring 2000 m. Vi startede i bussen og kørte igennem nogle fantaskiske egne med små bjerglandsbyer placeret mere eller mindre tilfældigt.
Nede i dalen pakkede vi cyklerne ud af bussen, igen i solskin, så jeg satsede på, at det blev en forholdsvis varm dag, selv på toppen. De første km foregik på asfalt og efter en stigning på 7 km, hvor der igen blev kørt væddeløb, gik ruten ind på grusvejene. Folk tog det stille og roligt idag, selv Hans, og vi hyggede de første mange km op mod toppen. På et tidspunkt gik hyggen over i sej overlevelse, for nu var det ved at være hårdt. Det var blevet koldere, solen var væk, det var blevet stejlere, flere sten og vejen var blevet smattet. Vi kørte opad omkring 18 km, med 7-9 i snit. Endelig på toppen, der blev samlet op, og efter lidt op- og nedkørsel, var vi pludselig kommet ud på asfalt landevejen til Andorra. Jeg var efterhånden lidt træt af at køre på klippeveje. 25 km, hvoraf de 18 var nedad og vi ville være der, ved vores hotel, hold kæft jeg glædede mig til et varmt bad.
Jeg skulle igen tømme tarme, og havde fået for lidt tøj på. Afsted det gik, og fra at køre ”in the middle of no where” var vi pludselig kommet ind til Andorra centrum, med biler, knallerter og sindsygt mange forretninger.
Vi fandt bussen og efter en champagne skål og hurra for turen, gik jeg på toilet og i bad. Om aftenen var der mad, lidt vin, mest vand og afslutning. Hans fik ”præmie” for at ligge mest i front, andre for at sidde mest i bussen. Der var ingen præmie for at kunne holde sig bedst, for så havde jeg garanteret fået den.
Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak for en spændende, smuk og begivenhedsrig tur. Tak til Holger Danske og Jens Kasler for måden at klare arrangementet på, og tak til mine rejsefæller og klubkammerater, jeg synes vi har nogle gode og afslappede ture sammen. Og tillykke til Jesper for at være vågnet fra de cykeldøde.
Pyrenæerne er et fantastisk område at bevæge sig i og specielt på cykel. MTB kørsel dernede var speciel, næste gang tror jeg at jeg vil køre på landevejen og i solskin.
Sikken en ferie.
