Af Mikkel Pagh
Et af verdens hårdeste motionsløb køres hvert år i de franske alper, i den første ke weekend i juli.
For rigtig mange er dette løb højt på ønskelisten, hvilket også afspejles af deltagerantallet på omkring 8000 ryttere.
Jeg har selv læst side op og side ned af beretninger fra løbet, og forlængst bestemt at en dag skulle også Kalkunen fra Kalundborg folde vingerne ud i La Marmotte.
Jeg troede dog der skulle gå et par år endnu, da min sommerferie er fastlagt på forhånd, og ikke rigtig passede før i 2012.
Nu foretrækker min frue og jeg at tage så tidligt på sommerferie som muligt, fordi vi stort set altid tager på bilferie, og Sydeuropa er som regel ikke pakket med turister før et stykke ind i juli. Samtidig har jeg en kollega som gerne ville holde senere ferie, og vi blev derfor enige om at bytte. Jeg havde naturligvis luret at der så pludselig var en åbning i forhold til La Marmotte, og konen troede da heller ikke en skid på mig da jeg kom med mit forsigtige og overraskede ”Hov, så har vi jo ferie når de kører det der løb, du ved nok…”
Nå, herhjemme bakker vi hinanden op, og fruen var helt med på ideen, da jeg den 26. december tilmeldte mig La Marmotte 2010. Dog gider hun ikke være med når jeg skal cykle – det er vist noget med åndsfravær og lignende - så vi besluttede at jeg selv skulle tage afsted til Frankrig i uge 26, og at vi med hjælp fra en flyvemaskine så ville kombinere det med en efterfølgende familieferie ved Annecy-søen.
Da først tilmeldingen var på plads gik jeg i total praktiske gris-mode, og de nødvendige bestillinger kom på plads. Folk der kender mig godt, ved, at jeg kan bruge oceaner af tid på at sætte mig ind i alt hvad der er værd at vide når jeg skal et eller andet, og jeg overlader helst ikke noget til tilfældighederne. Samtidig lagde jeg en plan der ganske simpelt gik ud på at køre 5000 km fra nytår til 1. juli, samt at smide 12 kg.
Trods en lang og hård vinter, og et dumt styrt i starten af juni, lykkedes det mig at nå 4800 km, og kiloene forsvandt helt uden problemer, så jeg følte mig fit for fight da jeg kørte afsted sydpå onsdag den 30. juni.
Jeg ville meget gerne have haft selskab, dels på grund af den lange tur og dels fordi det altid er rart at have en at dele oplevelsen med, men diverse KCC-personligheder der var inde i billedet måtte desværre melde pas.
Klokken 10 torsdag formiddag trillede jeg ind på Camping Belledonne, som ligger i Rochetaillée ca. 8 km fra foden af Alpe D’Huez og startbyen Bourg D’Oisans. Det viste sig at pladsen var hollandsk ejet, og derfor hovedsageligt beboet af hollændere. Mine naboer – der ligesom stort set alle andre på pladsen skulle deltage i løbet – var ganske flinke, og meget nemme at snakke med
Jeg havde kun et telt med, og mens det blev sat op steg temperaturen til 29° her kl. 10.30.
Det var første vink om den varme der ventede senere på ugen.
Med hovedkvarteret på plads, tager jeg bilen ind til Bourg, får lidt frokost og ser mig lidt omkring. Der er simpelthen cykler og ryttere alle vegne i ugen op til løbet. Ikke kun dem der skal deltage, men også de mange ryttere der prøver sig selv af på Alpe D’Huez løbende hele sommeren. De lokale cykelhandlere har kronede dage, og køen i butikkerne er lang.
Udover de indfødte er der deltagere fra det meste af verden. Jeg så både amerikanere, australiere og japanere, og selvfølgelig rigtig mange danskere.
Til gengæld bemærkede jeg at der næsten ingen tyskere var.
Hvorfor aner jeg ikke.
Startnummer og chip skal afhentes oppe på Alpe D’Huez, og selvom jeg egentlig ikke gad køre derop om torsdagen, valgte jeg alligevel at få det klaret, så fredagen var helt fri.
Det var vitterligt en myretue af mennesker deroppe, og der var masser af grej og merchandise man kunne bruge sine penge på. Jeg fik min pose, og efter et obligatorisk check af chippen, kørte jeg ned igen ad den alternative vej gennem Villard Reculas.og hjem via Allemont. Det er en flot tur ude på bjergsiden, men en smal vej med en virkelig ringe vejbelægning. Det kneb med pladsen når modkørende biler skulle passeres, men ned kom jeg dog.
Jeg gik kold kl. 22, og sov over 11 timer....og så er det jo rart med en fornuftig udsigt når man stikker hovedet ud af teltet..
Fredagen gik med at pusle lidt cykel, efterfulgt af en trilletur på 30 km.
Rigtig mange af deltagerne skal lige køre Alpen i dagene inden løbet. Jeg har været der før, og så slet ingen grund til at bruge krudt på det, men jeg kørte dog op til første sving bare for at checke at den nye kæde og kassette kørte som det skulle, når der kom fuld belastning på.
Efter turen blev campingpladsens pool prøvet af.
Når der nu skulle være så mange hollændere, var det meget sjovt at overvære Holland-Brasilien sammen med dem fredag eftermiddag. De gik helt bananas under kampen, og ikke mindst efter Holland havde vundet.
Hen under aften gik jeg på jagt efter den obligatoriske pasta, men det her med at spise alene på en restaurant er noget af det værste jeg ved, så jeg endte med at købe lasagne i delikatessen i byens supermarked, samt en lille ovn til at varme den i!
Overkill vil nogen mene, men til 30 euro skal der ikke mange Marmotte-ture til, før den er tjent hjem...
Natten til lørdag sov jeg ikke særlig godt. En kombination af spænding og en utroligt støjende Belgisk familie gjorde, at det kun blev til 4-5 timers søvn.
Om morgenen på løbsdagen kunne man godt mærke at folk var spændte og måske lidt nervøse. Der blev ikke sagt så meget rundt omkring på campingpladsen.
En god gang müsli før et løb fungerer altid for mig, så det havde jeg med hjemmefra. Det er i det hele taget vigtigt at det man indtager sådan en dag er noget man er vant til. Lommerne blev fyldt godt med gels og barer, og jeg var klar til afgang.
Ligesom mine naboer skulle jeg først starte i 3. gruppe kl. 7.50, så vi havde aftalt at følges ind til byen. Den ene, Cristiaan havde ikke et gram fedt på kroppen, og den anden, som blev kaldt Pantani, så virkelig fit ud. Jeg havde absolut ingen forventninger at om være blot i nærheden af deres tider, men det viste sig senere at vi kom i mål indenfor 40 minutter med mig i midten.
På vej ind til byen holdt vi ind til siden da den første startgruppe kom imod os. Det er simpelthen et ubeskriveligt syn at se 2000 ryttere blæse forbi med 45-50 km/t.
Inde i byen blev vi ledt ind igennem små veje, indtil vi nåede en meget lang kø af ryttere, der ventede på at blive sendt afsted. Jeg tror jeg stod omkring 400 meter fra stregen, og der gik over 10 minutter fra startskuddet lød til jeg kørte over måtten.
De første km ud af byen er utrolig flotte, med solbeskinnede bjerge hele vejen rundt, og her fra morgenstunden var der 17°.
Jeg er ikke særlig hurtig på en cykel, og bliver det sandsynligvis aldrig, men jeg er god til disponere kræfterne i lange motionsløb så de holder hele vejen. Strategien var derfor at lægge roligt ud de første flade km, og så finde et fornuftigt tempo op ad første bjerg uden nødvendigvis at køre på syregrænsen.
Straks man rammer de første rigtige stigningsprocenter, pakker vejen til med ryttere. De hurtigste holder til venstre, og det fungerer egentlig meget godt, men med så mange på vejen er det nemt at blive lukket inde. Jeg havde dog luft til at rykke hurtigt forbi når der var plads, og havde den glæde at overhale flere end der overhalede mig.
På et tidspunkt får jeg øje på Orla Voss, og hilser pænt da jeg kører forbi ham.
Temperaturen har nu rundet 25 grader, selvom vi er i over 1500 meters højde.
Glandon er 25 km lang og et meget ujævnt bjerg at køre på. Det starter ret skrapt, flader lidt ud, hvorefter der er en god kilometer nedad som går direkte over i en 11% stigning. Jeg så en der væltede her fordi han ikke fik gearet ned hurtigt nok.
Længere oppe passerer man vandreservoiret Barrage de Grand-Maison. Et meget flot syn, og samtidig snor vejen sig så man kan se rytterne under sig.
Jeg nåede toppen efter 2 timer og 17 minutter, og sikke et kaos. Ryttere overalt, og jeg kunne slet ikke se hvor vandposten var. Samtidig prøvede politiet at gøre plads til en ambulance som skulle hente en der havde fået et ildebefindende. Der blev talt med store bogstaver af politiet, så jeg trak cyklen op over en skrænt, fik fyldt flaskerne af en venlig dansker der var depotmand for nogle venner, og kom på cyklen igen.
Nedkørslen fra Glandon er berygtet, og klart den farligste del af ruten. Mange deltagere er gennem tiden kommet galt af sted her, og det er specielt den øverste del der er slem. Af samme årsag havde arrangørerne valgt at nedkørslen ikke skulle tælle med i køretiden. Dette gjorde man rent praktisk ved at stoppe tidtagningen på toppen og starte igen i bunden. Derudover stod der officials før de farligste sving og gav tegn til at dæmpe farten.
Jeg havde lovet konen at passe på mig selv, og kørte forsigtigt ned af bjerget. Så forsigtigt, at mange af dem jeg havde overhalet på vej op, fløj forbi mig igen.
På turen ned så jeg kun en enkelt rytter som var styrtet, men han kunne dog gå i vejsiden med sin cykel.
Efter nedkørslen venter små 25 km flad vej - eller næsten flad - for vejen stiger knap 300 meter på dette turens mest kedelige stykke, men det er nemt at finde en gruppe at køre med, og så går det jo derudaf.
For foden af Col du Telegraphe er der igen vanddepot, og der er pænt mange haner, så det går tjept. Da jeg starter opkørslen siger computeren 32°, og varmen er begyndt at mærke folk. Jeg selv har dog altid været glad for varme, så temperaturen generer ikke. Til gengæld har al det energistads givet mig luft i maven. Det skal man selvfølgelig ikke kæmpe med, så på et tidspunkt hvor jeg ligger foran 2 amerikanere, trækker jeg over i den anden side og letter trykket. Den ene kører næsten af vejen af grin, den anden siger bare tørt – ”seriously dude….you should save that for Alpe D’Huez!”
Nå…Telegraphe er at helt andet bjerg. Knap 12 km med en gennemsnitsstigning på 7,3%, og procenterne svinger ikke så meget. Jeg føler mig rigtig godt kørende, og er meget opmærksom på at drikke alt det vand jeg kan få ned, og fylde flasker hver gang det er muligt. På toppen af Telegraphe var der igen en vandpost, og her faldt jeg i snak med en hollandsk pige, som ville vide hvad det var for nogle sjove små piller jeg spiste. Det var nu blot salttabletter, og jeg tilbød hende et par af dem.
Hun mumlede noget om at hendes mor hjemme i Amsterdam altid havde sagt at hun ikke måtte tage imod piller fra fremmede mænd, men hun tog dem dog alligevel. Jeg er sikker på at salttabletter kan gøre forskellen for mange under så krævende et løb, men de er måske ikke klar over det.
Jeg havde nu brugt 5 timer, og fra Telegraphe er der en kort (5 km) nedkørsel til Valloire, hvor opstigningen til Col de Galibier starter. Da jeg kørte gennem byen sad Kaj Kramer ved en bænk og råbte hej.
Jeg hilste tilbage men ville dog ikke stoppe op, da jeg havde kurs mod det maddepot der ventede kort efter. Her var der et rigtig flot udvalg, og jeg nåede vist helt rundt i buffeten mens jeg stoppede i munden.
På dette tidspunkt kom også den eneste regnbyge jeg ramte under løbet. Eller regnbyge er nok så meget sagt - der kom vel 10-15 dråber. Men det havde regnet før jeg kom, og varmen blev efterhånden meget trykkende som jeg kørte op ad Galibier.
Folk sad rundt omkring med fødderne i de små smeltevandsbække, og andre lå bare i vejkanten fuldstændig opkogte og prøvede at komme til sig selv.
Glad for varme eller ej, da computeren nåede 37° blev det også lidt for meget for mig. Selv om det kan være svært at stoppe når benene bare snurrer, så fandt jeg et sted hvor jeg kunne dyppe kasketten i koldt vand. Det hjalp en del, omend den ikke var kold særlig længe, så da jeg 15 minutter senere passerede en cafe hvor der sad en flok deltagere med kolde colaer, måtte jeg også have sådan en.
Lige her, efter 10 km på bjerget, svinger vejen skarpt til højre og stiger ikke under 8% de sidste 8 km op. Dette stykke trækker virkelig tænder ud, ikke mindst fordi man allerede har kørt over 100 km og befinder sig i over 2000 meters højde, men der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og træde. Til gengæld får man en fantastisk udsigt ned over dalen, og over de mange deltagere der er på vej op nedefra, og temperaturen falder efterhånden som man kommer op. Jeg stoppede en enkelt gang mere for at spise en bar, inden jeg nåede løbets højeste punkt efter 7 timer og 40 minutter. Det er ikke uden grund at Galibier har været på Tour-programmet mere end 30 gange.
Det er sådan, at der er en tidsgrænse for foden af Alpe D'Huez. Man skal starte opstigningen inden kl. 18.00, ellers bliver man taget ud af løbet.
Mit mål var bare at gennemføre, så da jeg på toppen af Galibier vidste at der var god tid tog jeg det stille og roligt, fyldte flasker, og fik tømt lommerne for skrald. Selvom der stadig var omkring 20 grader på toppen kom vindvesten på, og så ventede der ellers 46 km hvor det gik nedaf stort set hele vejen.
Nedkørslen er meget stejl i starten, men er ellers fin med lange sving og godt udsyn. Man skal dog hele tiden være opmærksom på modkørende trafik.
Da jeg nåede Bourg var der endnu et maddepot, og som den ædedolk jeg er, skulle det da også lige besøges. Hernede var varmen igen oppe over 35 grader, og allerede i bunden af Alpe d'Huez sad der ryttere overalt hvor der var skygge.
Bentøjet fungerede efter omstændighederne stadig godt, og det gik fint opad. Jeg måtte dog igen stoppe et par gange for at få vand oveni hjelmen. Det ville jo være tåbeligt at dejse om med hedeslag 3 km før mål. Undervejs så jeg flere der stod i vejsiden og kastede op, og andre stoppede og hvilede sig hver gang de nåede et sving. Ja, man må jo gøre det der skal til, bare man kommer i mål.
På billedet vifter jeg ikke med armen fordi jeg vinker, men prøver at få fotograferne til at at holde deres kameraer vandret. Jeg synes det er tåbeligt at de holder det skævt fordi vejen skal se mere stejl ud. Men de er ligeglade...jeg købte jo alligevel mit billede..
Jeg rullede over målstregen efter 10 timer og 58 minutter. I ren køretid tog det 9:47.
Til sammenligning var den hurtigste 6 timer og 16 minutter om de 174 km, og den sidste i mål brugte over 14 timer. Over 2500 deltagere gennemførte ikke løbet.
Mange har fortalt om hvordan de blev overvældet af følelser da de kørte over stregen, og nogle er endda hoppet stortudende af cyklen.
Sådan havde jeg det nu ikke. Dels fordi jeg nok inderst inde var sikker på at kun maskinskade kunne komme mellem mig og målstregen, og dels fordi det var lidt et antiklimaks, nu hvor det hele var overstået.
Til gengæld var det for mig et stort øjeblik at køre over startstregen, fordi det nu var "dagen" som alle træningstimerne havde handlet om.
Da jeg nogle timer senere var tilbage på campingpladsen, ringede jeg hjem til fruen, og sagde bl.a. at det var et løb jeg ikke behøvede at deltage i igen foreløbig.
Næste morgen grublede jeg allerede over hvordan jeg forbedrer tiden til næste år...
La Marmotte er et kanonhårdt, velorganiseret løb, og en meget stor oplevelse.
Så hvis ellers jeg kan passe det ind, står jeg klar på stregen igen i 2011 - forhåbentlig sammen med andre KCC'ere.
