Af Jacob Ipsen
Tidligt i foråret havde jeg egentlig besluttet at jeg ville køre Jotunheimen rundt, et andet norsk løb som jeg har kørt een gang tidligere for ca. 10 år siden. Et løb jeg iøvrigt vender tilbage til senere. Af forskellige grunde ændrede jeg planer og tilmeldte mig Styrkeprøven hos Aktiv Cykel Rejser.
Torsdag: Som aftalt blev jeg samlet op ved Stop 39 i Slagelse. Da jeg så bussen rulle ind på P-pladsen måtte jeg lige synke en ekstra gang. Den lovede sovebus var tilsyneladende forvandlet til en minibus af absolut ældre model. Det viste sig dog at minibussen havde været i Vejle for at samle 6 ryttere op fra Vejle motionscykelklub. I Ringsted skiftede vi senere til en rigtig turistbus.
Nå men jeg hev min gamle gule racer frem, hvad der fik gutterne fra Vejle til at spærre øjnene op. Jeg tror ikke at de regnede med at den gamle havelåge kunne holde hele vejen fra Trondheim til Oslo. Bussen var af gode grunde meget fuld, så den gamle Faggin blev forsigtigt lempet ind på toppen af bagagebjeget og lå der og hyggede sig oven på: 1 Klein, 1 Colnago, 1 Cannondale og 3 Fondriester.
Fra Ringsted gik turen til Herlev hvor der blev samlet yderligere 4 mand op. Vi havde altså vældig god plads i bussen hvilket var rart, men nogen god forretning tror jeg ikke turen blev for rejseselskabet.
Nå men så gik det bare nordpå. Det blev hurtigt en god stemning i bussen. Cykelsnakken bølgede frem og tilbage hvad der jo i sig selv er underholdende. På et tidspunkt var emnet hvor mange km. vi hver især havde med i benene. De fleste så uhyggeligt veltrimmede ud og nævnte svimlende tal. Så da det blev min tur sagde jeg bare at jeg havde kørt knap 3000 hvilket jeg synes lød en smule bedre end de ca. 2300 det var lykkes mig at køre ind. På et tidspunkt vendte jeg dog opmærksomheden mod min avis da diskussionsemnet igennem længere tid var fordele og ulemper ved forskellige slags sokker.
Det var et hyggeligt selskab, aldersfordelingen var fra et sted i 30’erne til et eller andet sted godt oppe i tredserne.
Vi havde alle medbragt aftensmad selvfølgelig med høj pastaprocent. Efter maden blev videofilmen ”Telemarkens Helte” sat over. Bussen rullede hele natten kun med et lille ophold i Oslo for at sætte den ene chauffør af i lufthavnen. Herfra kørte Lisbeth resten af turen.
Fredag: Morgenmaden blev for de flestes vedkommende indtaget på en fjeldstation. Undertegnede valgte dog at gå en tur i de smukke omgivelser, da min medbragte mad endnu ikke var spist op.
Den sidste del af turen foregik på selve løbsruten. Løbet starter med en lang jævn stigning som vi nu kørte ned ad. Det så rigtigt hårdt ud. Ikke fordi stigningerne var så frygteligt stejle, men de var umådeligt lange. Lisbeth som selv har kørt løbet adskillige gange forsikrede at det ikke var nær så hårdt som det så ud, og det troede vi godt nok meget på. Og det blev ikke bedre da hun sagde at mange mistede fornemmelsen af at køre op ad og derfor stod af cyklen for at kontrollere for fejl ved bremser eller andet som hindrede cyklens fremdrift. Hun anbefalede derfor, såfremt der ikke var det drev i cyklen som vi forventede, at kigge enten bagud eller på elven der løb langs vejen for at få stigningsprocenterne på plads. Nu er der jo sjældent det drev i min cykel som jeg forventer så jeg kunne jo sidde og glo på den elv konstant, men jeg tror ikke lige det var det hun mente.
Ved 11 tiden var vi endelig i Trondheim. Vi chekkede ind på Scandic hotel. Jeg delte værelse med en fyr som, viste det sig, stammede fra Dianalund. Vi havde mange fælles bekendte, verden er lille. Det bedste ved dette makkeskab var dog da det om natten viste sig at manden hverken udsatte mig for overdreven fisen eller snorken.
Vi aftalte at mødes ved 1 tiden for samlet at hente startnumre og kigge lidt på byen. Der var stadig ikke bund i min medbragte mad, så jeg snuppede lige noget – tjaa - pastasalat. Også min room-mate havde mad med. Derefter et tiltrængt bad og en lur. Så var vi klar.
Vi bestemte hurtigt at gå ned i byen. Med faste skridt satte vi kursen mod down town Trondheim. Vi var kommet ca. 300 meter da himlens sluser åbnede sig. Vi kæmpede os videre gennem styrtregnen ca. 50 meter hvorefter vi søgte ly under tagudhænget på et Pizzaria. Mens vi forgæves ventede på at regnen skulle holde op kunne vi konstatere at pizzaerne startede på 175 norske kroner pr. stk. Efter en tid opgav vi håbet om ophold i regnen og Lisbeth løb op til hotellet og hentede bussen.
Nede i centrum fandt vi efter en del leden og spørgen endelig nummerudleveringen. Uden ventetid eller problemer iøvrigt fik vi vore startnumre. Herefter tilbragte vi en hyggelig eftermiddag i Tronheim centrum. Vi så på nogle af de mange boder med cykeludstyr, det blev også til et hurtigt kig på Nidaros katedralen, en imponerende kirke og endelig en god kop kaffe og et stykke kage.
Aftensmåltidet blev indtaget på hotellet, hvor det store samtaleemne selvfølgelig var vejret. Hverken vejrudsigten eller et kig udenfor gav særlig opmuntring. Vi frygtede selvfølgelig alle 540 km i regn.
Lørdag: Endelig var den store dag oprunden endda med nogenlunde vejr, gråt men tørt. Efter et solidt morgenmåltid blev cyklerne hevet ud af bussen, samlet og kontrolleret en sidste gang. Efter fotografering foran hotellet cyklede vi i ro og mag ned til starten. Vi blev sendt ud 100 ad gangen stille og roligt. Det hele virkede meget velorganiseret og desuden var der en fin stemning ved starten. I hvert hold blev en eller to interwievet om dit og dat.
I vores hold blev en til husbehov norsktalende tysker bla. spurgt om hans forventede køretid. Han svarede at det ville han ikke give et bud på da turen kun var træning til Jotunheimen rundt. Jo jo 540 km kan man da virkelig kalde en træningstur der sparker røv i ordenes bogstaveligste forstand.
Nå men afsted kom vi. Turen starter med en rimelig svedfremkaldende stigning op af og ud af Tronheim. Vi havde aftalt at holde sammen hele vejen og fik hurtigt etableret et fornuftigt samarbejde. Der var løbet igennem en hel del der kørte med os hvad der jo også er fint. Vi forsøgte dog til stadighed at ligge samlet i front i vores gruppe da ikke alle deltagende ryttere var lige rutinerede i at begå sig i et felt. Vi så da også et grimt styrt ikke langt fra starten.
Op op op gik det i fint jævnt tempo. Heldigvis var det korrekt at den lange stigning ikke var nær så slem som umiddelbart antaget. 1. depot lå midt på E6, som i dagens anledning var afspærret på dette stykke. Biltrafikken blev ledt indenom en rasteplads for at give plads til os. En fin detalje som ikke mindst forøgede sikkerheden væsentligt da vi så ikke skulle krydse den rimeligt befærdede vej til og fra depot.
Nå men vi cyklede videre, vejret havde heldigvis ændret sig til næsten perfekt, vekslende mellem sol og let overskyet. Dagen gik og aftalen med Lisbeth var at hun skulle holde med bussen umiddelbart før nedkørslen fra Dovrefjell. Ved bussen iførte vi os overtrækstøj som forberedelse til nedkørslen. Det kom derfor som noget af en overraskelse,ihverfald for mig, at nedkørslen der fra bussen så yderst lovende ud var ganske kort. Efter denne var der et langt sejt stykke over koldfjellet med modvind. Jeg tror det var her vi for første gang overhalede en rytter hvis cykel fik min noget ramponerede model til at fremstå stort set som ny. Derudover slæbte han en cykeltrailer hvorpå der med store bogstaver var anført ”SOLO AND UNSUPPORTED” Han havde sat sig for at køre hele turen uden at gå i depot. Så over nogle hundrede kilometre var det et fast indslag at vi et stykke tid efter hvert depot overhalede ham der Solo.
Nå men endelig kom den ”rigtige” nedkørsel. Det var rigeligt med fald til at opnå en fornuftig hastighed men dog ikke ret mange stejle passager eller skarpe sving der kunne få mig til at frygte en Beloki. Nedkørslen endte ret i byen Dombås ved foden af Dovrefjell. Her var der aftensmad. Der var en ganske velsmagende suppe og det sædvanlige ikke helt friske brød som blev tilbudt på stort set alle depoter.
Jeg havde ved afrejsen ingen brugbare erfaringer med løb af denne længde. Jeg havde dog sat mig for at fuldføre på mindre end 24 timer. For at kunne holde styr på dette havde jeg udarbejdet en tidstabel baseret på gennemsnitlige mellemtider fra tidligere år. På dette tidspunkt af løbet lå vi til at komme i mål på ca. 21 timer. Så godt skulle det dog ikke blive ved med at gå. Ikke alle i gruppen var i det lange løb lige godt kørende så der var en tendens til at depotbesøgende blev længere og længere. Derudover blev tissepauserne hyppigere og hyppigere. Til sidst trak vi faktisk et spor af urin gennem Norge.
Nå men aftenen faldt på og vi cyklede stadig. Mens vi var på depot brød regnen ud, vi ventede nok knap en halv time på tørvejr, men forgæves. De næste ca. 60 km er noget af det værste jeg har oplevet på cykel. Det korte af det lange er vel at næste gang husker jeg en regnjakke. Min ”vind og vandafvisende” overtræksjakke var afvisende i ca. 10 nanosekunder. Jeg blev hurtigt våd fra yderst til inderst hvilket betød at jeg frøs som en lille hund. Til alt held ventede bussen på os i Lillehammer og det var stort set det eneste jeg tænkte på de par timer turen tog. Alle var våde og kolde da vi nåede bussen så det var de helt store omklædningsscener der udspillede sig her. Jeg har aldrig før været så glad for at iføre mig mine vinterbukser og jakke.
Nyomklædte aflagde vi besøg på depotet i Lillehammer, blandt vittige sjæle kaldet feltlazarettet. Her så vi deltagere der virkeligt var hårdt ramt af regnvejret. Der var tæpper til disposition som folk pakkede sig fuldstændig ind i med hoved og det hele, og alligevel rystede som espeløv. Jeg blev endnu mere glad for at have haft mulighed for at skifte tøj. Derudover var der mange som trætheden havde sat sine tydelige spor på, De sad og småsov på bænke og gulve.
Søndag: Til alt held oplevede vi ikke regn resten af turen. Efter et par timers kedelig kørsel i bælgmørke, steg solen op til en dejlig dag, lidt overskyet men vindstille. Efterhånden kunne jeg mærke de mange kilometre i knæene. Det var nok prisen for det beskedne antal træningskilometre jeg havde tilbagelagt før løbet. Efterhånden som morgenen skred frem og vi nærmede os målet så vi gentagne gange cykler skødesløst parkeret i vejsiden. Ved nærmere eftersyn viste det sig at ejermændene som regel snuppede sig en lille lur i græsset. Jeg oplevede også en periode på et par timer hvor søvnigheden var særdeles mærkbar, men efterhånden som morgenen skred frem og målet nærmede sig forsvandt søvnigheden heldigvis igen.
Kort før sidste depot måtte en ellers solidt kørende Vejlemand af cyklen for at knække sig. Teorien var at han havde indtaget for megen sportsdrik. På et tidspunkt havde jeg også en smule problemer med maven, jeg opdagde da ihvertfald at maxim-gel med citronsmag ikke var optimal, den med jordbærsmag er tilsyneladende lidt mildere ihverfald for min kuffert.
Sidste depot ca. 35 km. før mål blev nået. Vi gjorde alle holdt pånær makkeren med dårlig mave, han foretrak at fortsætte for nedsat kraft.
Nu kunne jeg konstatere at det var ved at være knapt med tiden såfremt jeg skulle nå i mål indenfor 24 timer. Så da jeg havde fået lidt væske i flaskerne og et par skiver brød indenbords tillod jeg mig at forlade resten af holdet for at give den lidt gas det sidste stykke. Jeg følte mig forbavsende frisk, taget i betragtning at jeg på dette tidspunkt havde 500 km. i benene. Jeg tror der skyldes dels det rolige tempo som vi havde kørt og dels et kick af at være så tæt på mål. På det sidste stykke var der et par småbakker hver især sådan ca. 2 x Bregningebakken, hvor utroligt det end lyder følte jeg nærmest at jeg fløj op ad disse bakker. En del af ruten ind til Oslo lå på motorvej hvor nødsporet var spærret af til cykelløb, meget sjovt, det er jo ikke så tit cyklen kommer på motorvej. Efter den sidste bakke gik det i lystigt tempo ind i selve byen. Manden ved bomstationen (der skal betales afgift for at køre bil i Oslo) slog bommen op så jeg ikke skulle ind på cykelstien – flink fyr.
Nå, men rundt i et par gader, et skarpt venstresving, en stejl men meget kort bakke og så var jeg i mål. Jeg følte mig som verdensmester da jeg passerede mållinien, men den følelse forsvandt hurtigt da jeg kiggede mig rundt på den hullede sparsomt befolkede parkeringplads som gjorde det ud for målområde der var ikke megen fest og ballade. Jeg blev mødt af en fra holdet som desværre måtte stå af cyklen ca. halvvejs.
Som sagt var der ikke megen stemning eller fest i målområdet så vi fortrak hurtigt til P-pladsen hvor bussen stod. De kære mennesker fra Vejle havde medbragt rigelige mængder flydende varer til at fejre dåden med. Der var både ægte fransk champagne og ligeså ægte reimporteret dansk øl (blå sport). Se det er hvad jeg kalder en fest. Iøvrigt kan jeg lige i forbifarten nævne at dårlig fordøjelse erhvervet pga. overdreven indtagelse af sportsdrik tilsyneladende kan kureres ved hjælp af en passende dosis mousserende druesaft.
Efter et bad og et forgæves forsøg på at købe mad i målområdet gik turen nu mod DK. Bussen var ladet med en flok meget tamme men trods alt højlydt snorkende cyklister. Jeg var efter en rigtig god tur tilbage i Slagelse ca. klokken 22:00 søndag aften.
Min samlede samlede køretid blev på 23 timer og 48 min. Resten af holdet kom ind i tiden 24 timer og 1 min. Løbet som helhed oplevede jeg som meget svingende i kvalitet. Starten i Trondheim var fin, god stemning og styr på tingene. Depoterne var som depoter er flest i nordiske løb - ok. Målområdet var som nævnt skuffende. Ruten løber igennem flot natur, men stort set hele vejen på E6 som jo er ret stærkt befærdet. Jeg tror ruten er valgt fordi arrangørerne har tænkt: skal vi ikke lave et løb fra Trondheim til Oslo det lyder smart og ikke fordi de har tænkt: Trondheim – Oslo er en kanon rute lad os lave et løb her. Derudover synes jeg at deltagergebyret er meget højt og div. fotos osv. som kan erhverves efter løbet er helt urimeligt dyre. Jeg synes arrangørerne her klemmer citronen lige lovligt hårdt. Det resulterede da i hvert fald i at jeg ikke investerede i foto eller andet merchandise som jeg måske ellers ville have gjort.
Summa summarum er at jeg havde en god tur og nu kan sige: ”Styrkeprøven, ja den har jeg da kørt”. Og medmindre at klubben arrangerer en tur derop kommer jeg nok ikke til at køre den igen.
Link til Styrkeprøven: www.styrkeproven.com
Jorunheimen rundt:
Indledningsvis nævnte jeg løbet Jotunheimen rundt. Det kommer nok ikke bag på den geografikyndige at dette løb også afholdes i Norge. Jeg kørte dette løb i 1995, så nedennævnte erfaringer med løbet er altså ikke dugfriske men nogle af gutterne fra Vejle bekræftede at selve ånden i løbet var den samme da de kørte i ’98.
Løbets 430 kilometer inkluderer passage af 3 fjelde (Fillefjell, Beitostølen og Sognefjell) hvilket selvsagt gør løbet rimeligt hårdt. En Vejle rytter udtrykte det således: ” Styrkeprøven og Jotunheimen tager lige lang tid at fuldføre, Styrkeprøven er blot 110 km. længere”. Nu fremmer overdrivelse jo efter sigende forståelsen, men lidt er der om snakken. Derudover indeholder arrangementet også løbet ”Lille Jotunheimen rundt” for dem som ikke føler sig klar til hele ruten. Denne rute udgøres af de sidste 140 km. af den lange rute og indbefatter passage over Sognefjell som klart er løbets hårdeste stigning. Facts i øvrigt kan findes på løbets hjemmeside.
Der er flere grunde til at jeg igen agter at stille op til dette løb. Ruten som udover at være særdeles krævende går igennem noget at den smukkeste natur i Norge. Arrangementet som helhed var i ’95 og efter sigende også i ’98 i den grad præget at entusiasme og godt humør. Bla. slutter løbet med grillfest lige på den anden side af mållinien. Depoterne er også præget af denne ånd, på flere depoter oplevede jeg at depotpersonale kom til for at holde min cykel og fylde flaskerne mens jeg spiste – fin service. Endelig er selve forplejningen helt i top.
