Ipsen lager

6. Oktober     Dzhusali - Aral       Dag: 284 km (tog)    Total: 6715 km

Den tunge beslutning var taget – de næste 2 etaper bliver til 1 dag i tog.
Var på stationen klokken 7:30, der stod et tog og prustede men havde lokomotivet i den forkerte ende. Stationsforstanderen tog mig under sine vinger og underholdt mig på sit kontor indtil billetlugen åbnede klokken 8.
Togafgangen var 14:04 så der var god tid til at tage tilbage på hotellet og få sig en lur. Gårsdagens omend mådeholdne vodkadrikning havde sat sine spor - dog heldigvis kun som træthed.

Kom i god tid til stationen og blev tiltalt af en iøvrigt velklædt fyr på 27 som tilsyneladende kedede sig. Han hang på stationen men skulle ikke med toget. Igen ærgeligt at jeg ikke kan en smule russisk. Jeg kom dog frem til at han arbejdede med brandovervågning på Baikanur, gik til kickboxing og kørte i egen bil. Da toget kom var han så flink at hjælpe mig cyklen på toget.
Jeg måtte af med en extrabetaling for cyklen på ca. DKK 20 som gik direkte i konduktørens egen lille private kaffekasse.

Vrøvle histore om Globemaster.

Hvorfor er det således at jo større et land er, des længere er der mellem turisattraktionerne. Se det er et spørgsmål som jeg har funderet lidt over og mener nu at have fundet svaret.
Det går helt tilbage til jordens skabelse. Entreprisen var efter licitation blevet givet til firmaet Globemaster, tidligere Masterglobe, tidligere Globepro og før det Herman Jensens eft. ved Bamse Jensen Aps.

Anlægsarbejdet gik i gang og som ved alle større projekter var der gode momenter og dårlige tider. Budgettet var under pres og tidsplanen usædvanlig kort som sædvanligt. Desuagtet oprandt dagen for afleveringsforretning.
Til stede var bygherren, bygherrerådgiveren og Globemaster.

Som en sidebemærkning skal nævnes at bygherrerådgiveren ikke var NNE Pharmaplan. Dette ellers velrenommerede firma er jo som bekendt et pharma-selskab som skyer opgaver uden for pharma segmentet og vil strække sig langt for ikke at få sig dem påduttet.
Afleveringsforretningen blev åbnet med en inspektion af projektet. Alle de store ting var iorden, positionering og fundering i rummet var perfekt.
Kloden var tilnærmelsesvis rund - ihvertfald klart indenfor specifikationen.
Da bygherren startede at gå lidt mere i detailer blev stemningen straks mere
anspændt. Alle landene var jo bittesmå og fyldte stort set ingenting på overfladen, hvor 99% var hav.
Efter indledende diskussion på site blev man enige om at fortsætte i det dertil allokerede møderum.
Stemningen under mødet gik fra anspændt over højrøstet til direkte ophidset. Kontrakter, regler og love blev hevet frem og citeret. Efter et par timer stod det imidlertid klart at Globemaster havde opfyldt gældende kontrakt. De i kontraktens stykliste specificerede: smukke skove, dejlige strande, dramatiske
kløfter, majestætiske bjerge, antallet af lande, osv. alt var leveret som ordret blot havde bygherren eller muligvis dennes rådgiver glemt i kontrakten at specificere de enkelte landes størrelse. Resultatet var at alle disse smukke scenerier var stakket op i meget små lande, ligesom kongeligt porcelain i en antikvitetsforretning. Der blev talt om kontrakt, god tro, ond tro og i det hele taget var stemningen ikke rar. Kulminationen kom da Globemaster hev et forslag op som beskrev en udbedringsplan, med en naturligvis betragtelig omkostning til følge. Mødet udviklede sig til skænderi som kun holdt inde da det blev klart at det var frokosttid.

Trykkede og med højt blodtryk bevægede mødedeltagerne sig til VIP spisesalen med maghoni-træpaneler og kongeblåt gulvtæppe. Som sædvanlig var maden superb. Menuen var sild og højtbelagt smørrebrød som blev skyllet ned med beherskede mængder øl og snaps. Da kaffe og chokolade samt røgvarer (husk det er meget meget lang tid siden) kom på bordet havde velværet ved livet gjort sin virkning og opponenterne passiarede livligt om forgangne problematiske og delvist fejlslagne projekterman havde udført sammen.

Tilbage i mødelokalet var man derfor alle indtstillet på at finde en pragmatisk løsning på disputsen. Efter en forholdsvis let diskussion blev man enige at Globemaster skulle sørge for et nærmere diffineret landareal uden beregning, som kompensation var bygherren instillet på at gå let henover den ellers lange mangelliste. Nu skal det dog også nævnes at manglerne i det hele var i småtingsafdelingen feks.

Pkt. 1: badevandet i Øresund er for koldt i december måned.
Pkt. 985: sandet er for varmt i Sahara,
Pkt. 6684: jordens indhold sprutter op i Island.

I ved alle den slags bagateller som enhver bygherre vil have men ikke betale for. Ud over at slippe let ud af mangellisten formåede Globemaster desuden at forhandle sig til merchandise rettighederne for en lang periode. Her er det traditionelt salg af globusser
der er den helt store kassesucces. At give disse ret indbringende rettigheder til entreprenøren kan synes som en falliterklæring fra bygherrens side, men dels var det hvad der krævedes for at opnå kompromis og dels, hvad der var helt godt tænkt af bygherren, købte han nemlig her en forsikring for at Globmaster
udførte den lovede udbedring. Jeg mener hvem vil købe en globus hvor alle landene er bittesmå, ligger i en klump og ligner ventilen på en blå badebold.

Nu er det jo ofte sådan at alle gode intentioner fra sådanne møder mister lidt af glansen når man er  tilbage i realiteternes vold og har en bundlinie at tilgodese. Det blev hurtigt klart for Globemaster at en total udbygning af alle lande til samme størrelse langt ville overstige rådighedsbeløbet og endda gøre indhug i den forventede og regnskabsførte profit. Man fandt derfor en løsning ved at strække landene hist og pist og stort set uden system. Billigt og effektivt, men uretfærdigt. Tag nu Bornholm for eksempel, denne lille ø var heldig og undgik udstrækning overhovedet, det er derfor at hvorend du vender dig har du de smukkeste landskaber serveret lige i den bedste sendetid, og det ved jeg for jeg har selv været der.

Danmark som helhed slap let henover strækningen – enkelte steder dog undtaget. Andre lande blev hårdt ramt, kontrakten skulle jo opfyldes. Australien er jo totalt udstrakt, en kystlinie med ingenting i midten andet end en stor sten. Kazakhstan blev også strakt - Vest-Kazakhstan mere en een gang, derfor er landskabet jeg kører igennem nu totalt fladt, fladt og fladt.

Efter denne udbedring gennemførtes endelig afleveringen og Globemaster startede produktion af globusser af vores nu smukke og næsten sexy blå planet (nu dog knap så blå som før) 
Salget gik strygende. Almindelige papglobusser, gennemskinnelige plastglobusser med en 25 watt pære indeni, træglobusser med hjemmebar osv.
Intet hjem uden mindst een globus. Globemasters indbringende rettigheder udløb ca. 1975 og det var trods mange forsøg ikke muligt at få dem forlænget.
Nye regler var trådt i kraft, var eneste tilbagemelding fra bygherren. Da der ikke stod en kapabel kapacitet i kulissen til at overtage Globemasters salgssuccess døde markedet derfor hen.

Det var simpelthen forklaringen på hvorfor stort set alle lande har lige mange seværdigheder men fordelt på et vidt forskelligt areal.
Tilbage står så kun spørgsmålet: er der der nogen forbindelse mellem illuminerede plast globusser, plast-sweizer kukure, stuespringvand og lavalamper. Jeg ved det ikke, men har en anelse. Hvis der er nogen der har hørt noget så send mig venligst en mail.

Havde en lang sludder med hoteldirektøren igår. Han er fra Tyrkiet og taler glimrende engelsk. Fortalte bla. stolt om at hotellet havde været fuldt booket med deltagere fra Peking-Paris rallyet for nogle år siden.
Det var sjovt at kunne svare at jeg lige havde mødt dem i dette års udgave.
Da jeg spurgte om en nem vej ud byen svarede han straks at hotellets bil ville guide mig ud af byen idag. Super service.

Der var således ingen problemer med at finde ud af byen og den rigtige vej mod vest. Pga. manglende skiltning og vejomlægning fik jeg dog ca. 16 km extra før jeg nåede dagens bestemmelsessted.
Hoteldirektøren havde anbefalet Hotel Almaty her i byen og bedst som jeg stod og fik kørselsanvisning af en taxichaffør troppede en politibetjent op og bad om at se mit pas. Han studerede det længe og bad mig til sidst med på stationen.
Jeg fik lov til at tage min cykel med ind. Så sad vi der.
Han talte ikke engelsk men blev ved med at sige Dzhusali no no.
Så spurgte han om jeg havde en advokat. - Næh, det havde jeg nu ikke og mente heller ikke det var nødvendigt. Så rodede han i et gammelt pengeskab og fandt en formular og spurgte om han skulle føre protokol.

Det gik rimeligt hurtigt op for mig at det primært var for at levere lidt lommepenge til ham at jeg sad der. Der var et rend ind og ud af kontoret, og da vi endelig var alene foreslog han at vi skulle være gode venner, mod et beskedent vederlag kunne han hjælpe mig. Nu kunne jeg vælge mellem at betale ham og få lov til at blive i byen i nat eller satse på at jeg rent faktisk havde lov til at være i byen og udfordre ham med risiko for bøde og at blive smidt ud af byen. Nu er det jo tæt på Baikanur (den russiske rum base med div. Atomvåben og raketter) så der kan jo rent faktisk være særlige bestemmelser her selv om man så måtte formode at skiltningen var bedre. Det korte af det lange var at jeg betalte ham – han forlangte 100 USD men jeg fik ham handlet ned til 10 000 Tenge som er knap 360 DKK.

Nu står kun tilbage at undersøge om der rent faktisk er særlige bestemmelser som han hævdede. Rikkes grundige undersøgelser på nettet tyder på at der var en kerne af sandhed i betjentens ord. For at undgå problemer har jeg derfor besluttet at tage toget til Aral som skulle være ude af sikkerhedszonen rundt om Baikanur.

Netop som jeg sad og var ved at færdiggøre vrøvlehistorien om Globemaster (kommer senere) hendad 10 tiden, bankede det på min dør. Det var gutter fra et band som turnerede rundt i Kazakhstan. Jeg havde hilst hurtigt på dem tidligere før deres optræden. De inviterede mig til sammenkomst på et af de andre værelser. Efter sidste punktum gik jeg derhen og havde en dejlig aften. Den stod på vodkadrikning i beherskede mængder, snak og en del musik som de spillede til ære for mig. Disciplinen vodkadrikning er iøvrigt forbundet med lange og følelsesladede skåltaler. En af gutterne ringede til sin kæreste som talte perfekt engelsk, hun oversatte så begge veje online. Hyggeligt og alt for hurtigt blev klokken næsten 1 og der var høje sengetid.

Vågnede 9:30 ved at en af de lokale bankede på glasdøren - han mente vist at det var på tide for mig at komme op.

Blev liggende lidt og nød udsigten over den smukke og store bjergsø.
Det var ikke lige sådan at komme ud af fiseposen. Temperaturen var præcis det samme indenfor som udenfor...5 grader.

Startede dagen med at lappe slanger - det viste sig at punktering nr. 2 skyldtes at den helt nye slange tilsyneladende har været pakket så ventilen har gnubbet hul - den 3. punktering var et lille hul men jeg kan ikke finde noget i dækket.

Fik opladet min GPS med strøm fra pc'en. Et æble, en lille youghurt og en muslibar og så afsted. Jeg nåede dog kun 5 km, så måtte jeg stoppe pga. en helt fabelagtig udsigt til sneklædte bjerge og dybe dale. Jeg øjnede en lille shop og supplerede min beskedne morgenmad med endnu en gang minutnudler.
Jeg indtog mine nudler på en skammel foran disken, der var ingen udsigt men til gengaeld læ.

Mange billeder senere tog jeg hul på den længe imødesete nedkørsel, det skulle dog vise sig at blive en sej tur. De første par hundrede højdemeter eller 3 gik planmæssigt og temperaturen kom op på 9 grader, men så kom jeg ind i et massivt tågebælte samtidig med at temperaturen faldt til 6 grader. Vejen var ikke færdig, man var nået præcis dertil hvor den gamle vej var blevet fjernet - totalt stenet og knoldet så jeg kunne ikke køre mere end 10 - 15 km/t. Jeg frøs og har tilsyndeladende tabt min ene vinterhandske igår. Trist, jeg må se at finde et nyt par.

Næsten nede blev vejret bedre og jeg fik langsomt varmen. Jeg passerede en hel karavane tyske oldtimer-biler, de gav thumbs up og jeg vinkede. Jeg kunne se på klistermærker på bilerne at de gjorde turen Bremen-Shanghai. Der var fine gamle BMW'er og Mercedes'er, en åben veteranbil med kludetag af ikke identificeret mærke samt en SAAB (jeg tror modellen hedder 96, det er ihvertfald sådan en cigarformet lille bil der siger ran dan dan og kan frihjule ned ad bakkerne)

Jeg ankom til et ok hotel ved 17 tiden. Nu er der ingen tvivl - imorgen bliver helliget hvile, tøjvask, læsning og lidt dagbogskrivning.

Det er helt vedmodigt men også spændende, Korgas er grænseby, jeg så overgangen mens jeg ledte efter et passende hotel (billigt, men med net-adgang hvis muligt), så nu er der kun ca. 2 km tilbage i Kina.

17. September  Jinghe - Sayram Hu           Dag: 153    Total: 4602 km

Langsom start idag efter gårsdagens strabadser.

Hårdt at komme ud af sengen - min motivation til at cykle var rimelig lav så jeg startede dagen med at undersøge muligheden for at afkorte den planlagte etape og fandt en by ca. 80 km fra Jinghe. Morgenmad på hotellet - brød med kødfyld. Kinesisk morgenmad bliver aldrig min livret.  Op på motorvejen direkte, ingen jordvej til mig idag.

Efter at benene kom igang startede en indre monolog mellem fornuft og motivation. Fornuften sagde tag en kort dag - motivationen sagde det er fedt at cykle og hvad du ikke kører idag skal du køre imorgen.

Frokost-stop på en tank, minutnudler. En nydelig dame kom og konverserede på godt engelsk. Hun sagde bla. "It's good you have a young heart"  Jeg glemte vist at skrive at det var en nydelig ældre dame!

Punkterede, første gang en sten har penetreret mit Marathon dæk. De er nok blevet lidt slidt, håber de holder et par tusind km endnu.

Ved det planlagte overnatningssted blev beslutningen taget - der var ikke nogle hoteller. Jeg kunne nok have fundet en seng men jeg vil helst finde et sted med bad, så tidlig aftensmad og afsted igen.

50 km med en gennemsnitlig stigning på 4% er faktisk rimelig hårdt med den tunge cykel. Efter 30 km stoppede jeg ved en lille restaurant/shop for at købe vand og æbler - villle egentlig kun have 1 æble men damen prakkede mig et helt kilo på, og hvad pokker...3 kr. Jeg spiste to, tog tre i lommen og smed resten væk da jeg ikke gad at slæbe dem op ad bjerget. En ung gut fortalte at der nu var 12 km til toppen - godt nyt - ikke så langt som jeg regnede med.
Efter 12 km fortsatte det opad og på et tidpunkt fandt jeg ud af at han nok havde ment 21 km - og så passede regnestykket igen. En lille nedtur selv om det gik op ad bakke.

På toppen fladede det ud og farten kom op - dog kun kortvarigt - så var der punktering igen.  Jeg havde sløset med dæktrykket i baghjulet og fik et snakebite ved at køre over en lille sten. Ikke flere reserveslanger der passede dækket (32C), så af med det gamle og på med mit nye reservedaek (35C) og slange. Glæden var dog kortvarig - få hundrede meter senere var den flad igen.
Nu var det ved at være mørkt - ikke så meget at tænke over, nyt dæk og ny slange. Et par flinke fyre fra en byggeplads i nærheden kom og lyste for mig med en kraftig lommelygte.

Så gik det i rask tempo på det flade stykke langs en flot sø som jeg dog kun kunne skimte i tusmørket. Jeg havde ca. 30 km så skulle der jfr. GPS'en være nogle hoteller. Efterhånden var det helt mørkt og jeg besluttede kun at kigge på gps'en for hver gang 20 biler havde passeret. Ialt passerede 114 biler på de sidste 20 km.
Ankommet til byen viste det sig ikke at være nogen by - og GPS'en var helt nede pga. kulden (5 grader). Efter at have varmet den op i en inderlomme kunne den lidt igen - 5 km og så til højre. Den ellers fine vej var forsvundet - nu totalt ujævnt og stenet - og hvad pokker...punktering igen. Med et par kilometer igen besluttede jeg at gå resten af vejen. På det angivne sted var der tilsyneladende ingen hoteller, men to jurter med glas parti og oplyst som en strandvejsvilla. Klokken var nu 22:30 så jeg bankede på et lille telt i nærheden og fik anvist den ene kæmpejurt med plads til ca. 30 personer for mig selv. Der var masser af rullemadrasser og tæpper så jeg lavede mig en seng af  3 madrasser, mit liggeunderlag, sovepose og et par tæpper ovenpå. Nåde lige at blive færdig med sengen og sprede mine våde beklædningsgenstande lidt ud på gulvet (glemte jeg at skrive at det regnede - selvfølgelig regnede det) så blev generatoren stoppet og alt lys forsvandt. Til alt held har jeg min pandelygte som idag fik sin debut.

Da jeg vågnede ved 3-tiden tjekkede jeg lige temperaturen, minus 3°, godt jeg fik bygget mig en varm seng.

16. September    Kuytun - Jinghe       Dag: 190 km     Total: 4445 km

Ingen terrænmæssige udfordringer men vind igen. Tilsyneladende er den fremherskende vindretning her i landet modvind.

Knækkede 1, måske 2 eger idag. Den første blev skiftet med det samme - 15 min så var jeg kørende igen. Det tager ligeså lang tid at tage tasker af og på som at skifte selve egeren. Efter det var blevet mørkt hørte jeg det karakteristiske smæld igen, men jeg er dog ikke sikker, for hjulet holdt sig pænt lige. Jeg gider ikke chekke nu for jeg har lige været i bad og er den knækket idag er den det nok også imorgen.Og iøvrigt er imorgen efterhånden blevet til idag.

Jeg har iøvrigt udviklet en lille teori om hvorfor egerne knækker. Stort set samtlige - om ikke alle - eger der er knækket, har siddet i baghjulet itræksiden. Voila!  De knækker ikke pga. min tyngde men pga. mit kraftfulde tråd ;-)

Igen viser det sig at kortet i min gps er uddateret. I stedet for at lede mig ud af byen endte jeg på Dong tyndskids marker - omkring 20 km særdeles ujævn grusvej før jeg igen fandt asfalt, men det var kun en stakket frist. Snart var vejen grus, de enkelte steder der var fin asfalt blev brugt til tørring af majs og solsikkekerner. Min gode gamle hovedvej G312 er simpelthen blevet lavet om til motervej, kun hist og her er der rester tilbage at køre på. Jeg har nok ialt kørt 110 km på grus idag, 50 km på motorvej og 30 på lovlig asfalt.
Normalt er politiet fløjtende ligeglade når de ser mig på motorvejen, men ikke her - de tog simpelthen aktion og dyttede ad mig når de passerede. Virkelig nidkære i tjenesten. Tænker på hvad de gør med de traktorer de møder på deres vej, for der var en del. Det samme? - eller haben sie andere metoden til den slags, blinker de med forlygterne måske?

Kørte i lang tid langs med motorvejen, men min respekt for lov og orden samt et højt pigtrådshegn (til tider også en jernbanelinie) afholdt mig fra at komme på. Jeg fandt dog til sidst en drænkanal under banen og en motorvejsbro over banen med højde som Mount Everest (nu fremmer overdrivelse jo forståelsen) hvor jeg kunne komme på - dog ikke uden af afmontere alle tasker - skråningen var simpelthen for stejl til at bære/skubbe cyklen op fuldt lastet.

Da der manglede omkring 20 km var jeg fuldstændig udsplattet og tyede til mit hemmelige våben - Red Bull. Nu kan man diskutere smagen på sådan en fætter - jeg er ikke begejstret - men fandt dog en forunderlig egenskab ved den idag. Den smager fuldstændig ens enten den går ned eller kommer op. Egentlig sjovt ikke? Tag nu cola... det smager - ja som cola naar det gaar ned, og som Red Bull når det kommer op. Tænk over det.

De sidste 10 km var heldigvis på landevej i læ for vinden - en lise efter at have siddet en hel dag og kæmpet i hylelyden fra vindens vej over cyklen. Ankom til hotellet ca. klokken 22.

Ingen dinner idag - for det første er jeg kun lige ved at genfinde min appetit, for det andet er restauranten her på hotellet lukket og jeg gider ikke gå ud for at finde et gadekøkken, og for det tredje har jeg lidt problemer med maven. Og nu er det sådan at hvis man spiser og der ikke kommer noget ud i den anden ende - jamen så må man jo nødvendigvis tage på og det er jo ikke meningen med denne tur...ok jeg napper lige en rosin fra tasken. (den var godt nok dårlig, joken, ikke rosinen den var fin, jeg snuppper lige en til)

Godnat (00:30)

PS: Det var en hård dag og ærligt talt ikke super sjov.

PPS: Der knækkede kun 1 eger idag.

Ikke den mest begivenhedsrige dag - kort etape og stort set flad.

Kørte forbi områder/marker der var helt røde - og gættede på at det var chilli til tørring. Da jeg kom forbi et sted tæt på vejen gik jeg derhen og blev venligt modtaget af pebersvendene der. De ville forære mig sækkevis af chilli men da jeg via tegnsprog gjorde dem forståeligt at for megen chilli ville resultere i ild ud af såvel mund som bagdel grinede de og indså vel også vanskeligheden i at transportere 20 kg chilli på den i forvejen tungt lastede cykel.

Stoppede for lunch - nudler med kødsovs og en flaske vand 13 RMB - lidt dyrere her end længere sydpå.

14. September   Urumqi - Shihezi        Dag: 155 km      Total: 4160 km

Endelig tilbage på vejen efter en lang pause i Urumqi. Tiden blev bla. brugt til planlægning af den videre tur mens jeg ventede på visum til Kazakhstan, enkelte modifikationer på cyklen, handelsmesse og en vidunderlig 4-5 dages tur til Kanas - et smukt bjergområde 1 times flyvning fra Urumqi helt oppe under grænsen til Kazakhstan.

Dagen startede koldt med 12 grader, så det var også premiere på de lange bukser og vinterjakke som jeg netop modtog med posten

Lidt nedaf de første 25 km, derefter flat - sol og en mild brise i ryggen - perfekt. Ved middagstid var temperaturen steget til 23° så jeg kunne køre de sidste 50 km i korte ærmer.

Passerede et grimt trafikuheld - en mand var tilsyneladende blevet ramt af en lastbil og lå på vejen med en jakke over hovedet. Politiet var der og kravlede rundt på vejen med målebaand osv, mens en kødrand af mennesker stod og så på. Jeg så adskillige der stoppede bilen og gik hen for at glo, - men hvor var ambulancen? Den stakkels fyr fik bare lov til at ligge der omend han sandsynligvis var død.

Omkring 3 km længere fremme skulle en traktor med anhænger venstresvinge fra hovedvejen og krydse cykelstien - han holdt venligt tilbage for mig og en trehjulet mc (ikke helt almindeligt) - og blev torpederet bagfra af en lastbil - heldigvis kun med materiel skade.

På en tur som denne er lastbilchauffører ikke lige den erhvervsgruppe der generelt høster flest plus-point hos mig. Jeg overværede f.eks. også et uheld i Yemen. Kom gående efter indkøb langs hovedvejen G312 og hørte en lastbil totalt hænge i hornet. Nu er dytten og trutten jo mere reglen end undtagelsen her, men han blev ved så jeg vendte mig om og blev vidne til et uheld der underbygger min teori om at man ikke behøver at være helt normal her i landet for at erhverve lastbilkørekort. En lastbil med lang sættevogn bakkede ud på vejen vinkelret på kørselsretningen. Lastbilen der dyttede havde lige passeret mig og mente han lige kunne smutte udenom. Den anden chauffør mente tilsyneladende ikke at han skulle smutte nogen steder så resultatet blev et sammenstød.  Lastbilen på vejen var efterhånden helt ovre i venstre rabat men det var ikke plads nok så den torpederede den tvær-bakkende lige midskibs i ladet med et hult drøn. Helt ærligt - hvor dum kan man være. Til alt held var der ikke fodgængere i området som ellers nemt kunne være blevet mejet ned af der  kørte i rabatten.

Ellers en dejlig lunch pasta og koedret og the - 12 RMB.

Punktering igen forårsaget af en ståltråd formodentlig fra et nedslidt lastbildæk.
Er nu begyndt at køre i KCC tøjet, TAC (Tianjin Adventure Club) er jo et afsluttet kapitel for mig. Har overvejet foreneligheden af de stor hvide felter på trøjen og Daddy Cools håndvask, resultatet er tvivlsomt. Jeg har derfor indkøbt vaskemiddel i håbet om at det er mere effektivt end shampoo som jeg har anvendt til formålet siden turens start. I det mindste lugter det godt.